Fortsæt til indhold
Indland

Hærværk på jødisk gravplads udløser et års fængsel

En 29-årig mand fik udløst en reststraf, da han tirsdag blev dømt for hadforbrydelse og groft hærværk.

/ritzau/

Med blodrød maling blev der natten til den 4. april 2021 malet på muren til en jødisk gravplads i Aalborg.

Tirsdag har Vestre Landsret stadfæstet, at det koster en mand et års fængsel. Det oplyser Statsadvokaten i Viborg.

Den nu 29-årige mand er kendt skyldig i hadforbrydelse og groft hærværk.

En del af straffen udgøres af en reststraf fra tidligere kriminalitet. Dermed er der tale om en såkaldt fællesstraf. I den tidligere sag var han dømt for trusler og våben, og reststraffen var ti måneder.

Forbrydelsen på gravpladsen indebar en overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf i straffeloven, idet jøder blev hånet og nedværdiget på grund af deres tro.

Den røde maling skulle forestille blod på murværket. Desuden blev dukker indsmurt i rød farve efterladt både inden for og uden for kirkegården.

Hærværket blev udført natten til påskedag, der sidste år faldt søndag den 4. april. Også i jødedom bliver denne dag markeret i forbindelse med pesach.

Den jødiske og den kristne fejring adskiller sig grundlæggende ved, at man i kristendommen fejrer Jesu genopstandelse, mens man i jødedommen fejrer frigørelsen fra slaveriet i Egypten, og Moses der ledte jøderne gennem ørkenen.

På stedet ved gravpladsen, der ligger på hjørnet af Hasserisgade og Sankt Jørgens Gade i Aalborg, var der løbesedler fra den højreekstremistiske bevægelse Nordfront.

Aktionen blev også omtalt på bevægelsens hjemmeside, og her var der ifølge retten tale om propaganda i strid med straffelovens paragraf 266, som forbyder trusler og hån mod en gruppe for eksempel på grund af dens tro eller etnicitet.

I en lignende sag fra Randers i 2019, hvor 84 gravsten blev væltet på en jødisk gravplads blev to mænd med forbindelse til den højreradikale gruppe ligeledes dømt.

Her blev den ene idømt fængsel i ni måneder, mens den anden blev straffet med et år.