Mellem 10 og 50 borgere fik delt oplysninger på Mit.dk
I alt nåede lidt over 2000 at logge på Mit.dk, mens der var fejl i login-systemet, oplyser selskab bag.
Der er på grund af ”en menneskelig fejl”, som ramte login-systemet, delt oplysninger fra mellem 10 og 50 digitale postkasser på den nye digitale postkasse Mit.dk.
Det oplyser selskabet bag Mit.dk, Netcompany, torsdag aften.
Mit.dk gik i luften mandag morgen.
53 minutter efter lanceringen blev Netcompany opmærksom på problemer, og klokken 09.15 var platformen lukket for alle, oplyser selskabet.
I alt nåede 2182 borgere at logge på Mit.dk. De færreste var dog berørt af fejlen, siger Thomas Demant, partner i Netcompany, i en skriftlig kommentar.
- Vi beklager, at nogle brugere på Mit.dk har fået delt deres oplysninger. Om morgenen den 21. marts blev vi opmærksomme på, at en bruger ved en fejl havde fået adgang til en anden brugers kontaktoplysninger i form af e-mail og telefonnummer, da vedkommende loggede ind på Mit.dk, siger han.
- Vi ved, at problemet er opstået på grund af en menneskelig fejl, men det er sådan noget, der ikke må ske, og vi beklager dybt.
Berlingske har tidligere torsdag skrevet om borgeren Tage Lysgaard, der ved en fejl oplevede at se andres personoplysninger på Mit.dk