Fortsæt til indhold
Indland

Politiets rolle i 34-årig kvindes død på Amager granskes

En kvinde i Kastrup kom tirsdag aften til skade i forbindelse med politiets arbejde. Hun døde efterfølgende.

/ritzau/

En kvinde har mistet livet, efter at hun kom alvorligt til skade tirsdag aften.

Skaderne fik hun i forbindelse med politiets arbejde på Amager. Det fremgår af Den Uafhængige Politiklagemyndigheds (DUP) hjemmeside onsdag.

Det er ikke oplyst, hvad der konkret skete ved episoden.

- Den Uafhængige Politiklagemyndighed modtog den 15. marts 2022 klokken 18.24 underretning fra Københavns Politi om en episode kort forinden, hvor en kvinde kom alvorligt til skade i forbindelse med en politiforretning på Amager.

- Kvinden er efterfølgende afgået ved døden, lyder det i en meddelelse på hjemmesiden.

DUP bliver involveret i sager, hvor personer kommer til skade eller dør i forbindelse med politiets arbejde.

Københavns Politi oplyser i en mail til Ritzau, at den afdøde er en 34-årig kvinde, og at episoden fandt sted i Kastrup.

- Københavns Politi kan bekræfte, at vi tirsdag aften var til stede på en adresse i Kastrup, hvor en 34-årig kvinde afgik ved døden efter at være kommet alvorligt til skade.

- Den Uafhængige Politiklagemyndighed undersøger nu omstændighederne, og Københavns Politi kan derfor ikke udtale sig yderligere om hændelsen, skriver politiet.

Det er ofte sparsomt med oplysninger i sager, som ender på et skrivebord i politiklagemyndigheden. Det gælder også denne sag.

Således er det ikke beskrevet nærmere, hvilken politiforretning der er tale om. Kvindens alder er heller ikke oplyst.

Hverken dødsårsag eller dødstidspunkt fremgår i teksten fra DUP.

Når efterforskningen er afsluttet fra DUP’s side, bliver en redegørelse om sagen sendt til Statsadvokaten i København. Her vil der blive taget stilling til, hvorvidt der skal rejses en sag mod de involverede personer.

DUP har ingen kommentar til sagen.