To mænd sigtet for forsøg på manddrab efter overfald i Vejle
Formodede gerningsmænd er 29 år og kommer fra Vejle, oplyser politiet. Offer meldes uden for livsfare.
En 32-årig mand blev mandag sendt på hospitalet efter et voldsomt overfald i en lejlighed i Vejle. Siden er to mænd blevet anholdt for overfaldet, sigtet for forsøg på manddrab.
Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse tirsdag.
De to mænd forventes at blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding tirsdag eftermiddag.
Den 32-årige mand er uden for livsfare.
Politiet reagerede på en anmeldelse klokken 18 mandag om, at en mand skulle være blevet overfaldet i en lejlighed på Nørretorv i Vejle.
- Vi indledte straks en efterforskning for at klarlægge forløbet, som blandt andet ledte os til de formodede gerningsmænd, siger vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen.
De formodede gerningsmænd og det 32-årige offer kender hinanden, men politiet har endnu ikke fået klarlagt forløbet forud for overfaldet.
- Det må den videre efterforskning nu afdække, lyder det i pressemeddelelsen.
De to formodede gerningsmænd er begge 29 år og kommer fra Vejle.
Grundlovsforhøret forventes at blive afviklet bag lukkede døre.
/ritzau/