Minister er parat til mere dansk støtte til nødhjælp i Ukraine
Udviklingsministeren skal lørdag mødes med humanitære organisationer, der arbejder i og omkring Ukraine.
Lørdag skal udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) besøge Polen og landets grænse til Ukraine. Her skal han mødes med flere humanitære organisationer, som arbejder i området.
- Formålet for mig er selvfølgelig at være sikker på, at jeg forstår situationen og behovene rigtigt. For vi vil gerne fra dansk side gøre alt det, som er os muligt, siger ministeren.
Danmark har allerede støttet med 280 millioner kroner til det humanitære arbejde i og omkring Ukraine, oplyser Ministeriet for Udviklingssamarbejde.
Udviklingsministeren er parat til at bidrage yderligere.
- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe både i men også omkring Ukraine. Vi står med en humanitær krise i Europa af historiske dimensioner, siger han.
Pengene, som allerede er afsat, er blandt andet gået til Internationalt Røde Kors og FN. Danmark har også bidraget til indsatsen i og omkring Ukraine ved at stille et mobilt civilhospital til rådighed igennem Beredskabsstyrelsen.
Samtidig er der også afsat penge til donation af medicin, som Ukraine har efterspurgt.
Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) er stolt af den måde, som danskerne og erhvervslivet har bakket op om nødhjælpsarbejdet i Ukraine.
- Alle kan hjælpe, og der er mange, der gør det. Jeg synes, at det allervigtigste, i den fase vi er i nu, er, at man lytter til de store nødhjælpsorganisationer, som er i området, siger ministeren.