Dagens Briefing: Bliv opdateret på de seneste nyheder fra JP Vejle
Overbebyggelse af kolonihaver, afsked med VB-profil og flyttebrance i opråb.
Godmorgen, Vejle!
Så fik vi overstået den 22-02-2022, og dermed hersker der atter normale tilstande på Rådhustorvet.
Normalt er det trafikken på Vejlefjordbroen eller Vejles indfaldsveje, der sander til, men tirsdag var den gal foran Vejle Rådhus.
Det var dog ikke biler, men derimod mennesker, der skabte kødannelsen, og den var nærmest en liveopdatering på Tinder værd. Alle stod de der for at sige ja til hinanden på denne så specielle dato, og da bryllupstransportbåndet blev slukket, havde et tocifret antal par efter sigende fået papir på hinanden.
Ingen sagde nej, men det skulle kommunen måske have gjort - altså ikke til de forelskede par - men til de mange kolonihave-ejere, som nyhedsbrevets første historie har som omdrejningspunkt.
Rigtig god onsdag - det bliver en fin og atypisk dag, for ifølge vejrudsigten får vi næsten ingen regn.
Vejle Kommune vil massiv overbebyggelse til livs: »De taber med et brag, hvis de beder os rive ned«
Ifølge Vejle Kommunes forvaltning er mange af de i alt 1.000 kolonihavelodder »massivt overbebyggede«, og derfor er en ny lokalplan på vej, og den skal definere en ny ramme for boligernes størrelse, der ifølge de gamle regler skal være på 30 kvadratmeter.
Det første lokalplanforslag skal ligge klar dette forår, og når den er godkendt, skal kolonihaverne lovliggøres.
Der er lagt op til en »festlig« omgang, for JP Vejles besøg hos kolonisterne indikerer ikke, at de er klar til at rive noget som helst ned.
»Kommunen har ikke passet sit arbejde. Foreningen har ligget her godt og vel 75 år, så de kommer jo 75 år for sent,« lyder det blandt andet fra Anette Bøge, der har et cirka 80 kvadratmeter stort hus i haveforeningen Borchsminde.
Hun bakkes op af Ole Grünberger, som er skarp i sin konklusion:
»De taber med et brag, hvis de beder os om at rive ned.«
Farvel til en brasiliansk profil: Allan Sousa rejser til sommer mod nord for at få AaB-trøjen over hovedet.
- Allan Sousa er tabt for Vejle Boldklub.
- Flere forsøg på at forlænge kontrakten kiksede - og så slog AaB til.
- Det bliver spændende at følge offensiv-profilen i resten af forårets kampe i VB.
- Forhåbentlig ønsker han at bidrage til, at vejlenserne redder sig endnu en sæson i landets bedste fodboldrække.
- Allan Sousa forlader Vejle Boldklub transferfrit, da han har kontraktudløb til sommer.
Vejle Kommune droppede busfirma med få klager: Klagerne hagler ned over afløseren
Peter Skov Jørgensen er en både forarget og sur formand for Vejle Kommunes handicapråd, og her er årsagen:
Fra 2018 til 2020 kom der én klage på Vejle Turisttrafik, der havde kørslen til og fra specialskolerne i Vejle Kommune.
Afløseren, HB-Care, fik 292 klager på fem måneder.
Nu skrider formanden til handling på et møde med forvaltningen.
»På mødet vil vi gerne diskutere med forvaltningen, hvorfor det er et stort problem at gå efter det, som er bedst og billigst - med tryk under billigst. Det her drejer sig om sårbare børn og unge, som har brug for struktur og den rette pædagogik for at kunne fungere, og så kan man ikke bare kaste dem ind i en bus som en sæk kartofler.«
Opråb fra driftschef i flyttebranchen: »Hvor finder vi hænderne?«
Engang væltede Brian Siig sig i ansøgninger, når han slog et job op.
Det gør Brian Siig ikke længere.
Driftschefen hos Universal Flytteforretning frygter for branchens fremtid.
Og han appellerer i JP Vejles artikelserie om det glødende arbejdsmarked til, at uddannelsen gøres mere attraktiv.