Allan Sousa er færdig i Vejle Boldklub
Endnu en profil forlader 3F Superligaens bundprop.
AaB henter Vejle Boldklub-profilen Allan Sousa på en fri transfer til sommer.
Det oplyser AaB på sin hjemmeside.
»Vi har længe haft en godt øje til Allan Sousa, som vi synes, er en spektakulær spiller. Han har fart, er udfordrende og gennembrudsfarlig, ligesom han selv kan lave mål, og vi har en tro på, at vi kan hjælpe hinanden til det næste niveau,« siger AaB’s sportschef, Inge André Olsen.
Brasilianeren Allan Sousa har spillet 126 kampe for Vejle Boldklub med 37 scoringer og 28 assists til følge. Han får en fireårig kontrakt med nordjyderne.
Forlængelse ikke mulig
Vejle Boldklub bekræfter på sin hjemmeside også skiftet. Her fortæller sportschef Marius Adrian Nicolae, at det ikke var muligt at nå til enighed om en forlængelse med offensivspilleren.
»Vi har forsøgt at nå til enighed med Allan om en kontraktforlængelse, men det har ikke været muligt. Der har været interesse for Allan i de seneste to vinduer, men det har været en prioritet for klubben, at vi giver jagten på overlevelse alt,« siger han og fortsætter:
»Vi har valgt ikke at sælge Allan. Derfor skal Allan vise, at han vil slutte ordentligt af i Vejle, og så takker vi ham for indsatsen i den røde trøje, når foråret er slut.«
Efter et 3-0 nederlag til Silkeborg IF i søndags er Vejle Boldklub forsat på 3F Superligaens sidsteplads.
Selv er Allan Sousa stadig motiveret for at afslutte opholdet i Vejle Boldklub godt.
»Vejle Boldklub gav mig chancen i Europa, og jeg har været utrolig glad for at være her. Derfor vil jeg også gøre alt for at hjælpe klubben. Jeg har altid fået en god behandling af klubbens fans og af byen. Kampen i Silkeborg er fortid, og nu skal hele holdet vise karakter mod AGF,« siger han.
I forvejen mistede Vejle Boldklub i vintertransfervinduet profiler som Jacob Schoop, Saeid Ezatolahi, Lukas Engel og Sten Grytebust.