Fortsæt til indhold
Indland

Han trak splitten på en håndgranat, som satte Slotsholmen i brand: »Det er fandeme noget lort«

Et kapløb med tiden begyndte, da SSI-direktør Kåre Mølbak på et møde med minkerhvervet sagde, at Danmark risikerede at blive et nyt Wuhan. Ved hjælp af dokumenter, sms'er og vidneudsagn rekonstruerer Jyllands-Posten det skæbnesvangre døgn, der førte til beslutningen om at aflive alle mink.

Denne artikel blev første gang bragt i forbindelse med Jyllands-Postens artikelserie ”De sidste minkavlere”. I anledning af Minkkommissionens beretning, der udkom torsdag d. 30. juni 2022, genfortæller vi historien om 24 timer, der lagde et helt erhverv i graven.

Institutleder Birgit Nørrung befandt sig i køkkenet hjemme på gården uden for Slagelse, da veterinærdirektør Hanne Larsen fra Fødevarestyrelsen ringede.

Hanne Larsen havde lige været til møde med minkerhvervet, hvor Kåre Mølbak, faglig direktør på Statens Serum Institut, SSI, havde trukket splitten på en håndgranat og efterladt alle deltagere i chok og overraskelse. Danmark kunne i yderste konsekvens blive et nyt Wuhan på grund af en særlig minkmutation, havde han sagt.