- Artiklen opdateres
45.366 nye tilfælde
Hver dag kl. 14 opdaterer Statens Serum Institut sin opgørelse over status for coronasmitte i Danmark.
I takt med, at coronasmitten breder sig blandt danskerne, stiger antallet af indlagte på hospitalerne, som er smittet, også.
Tirsdagens tal fra Statens Serum Institut (SSI) viser, at der det seneste døgn er indlagt 337 personer med corona på sygehuse og hospitaler. Det er dagsrekord.
Samtidig er der dog også en del, der er udskrevet igen, men netto er der blevet 42 flere coronapatienter. Dermed er det samlede antal smittede indlagte nu på 1070, hvilket er flere end nogensinde tidligere.
Det betyder dog langtfra, at alle 1070 er indlagt på grund af corona. De kan også være indlagt med et brækket ben, ligesom 243 er indlagt på psykiatriske afdelinger.
Sundhedsstyrelsen har tirsdag offentliggjort en ny statusrapport, hvor det anslås at mellem 250 og 300 af de nuværende patienter med corona har en infektion i luftvejene, som skyldes covid-19.
Det er særligt disse patienter, der risikerer at skulle i intensivbehandling.
Tirsdag er der dog blot 28 patienter, som er indlagt på intensivafdelinger rundt omkring i landet, hvoraf 14 får hjælp til at trække vejret med respirator.
Selv om de øvrige smittede sygehuspatienter med corona ikke vurderes at kunne få behov for intensivbehandling, er de stadig mere krævende at have liggende end almindelige patienter.
De bliver isoleret på særlige afsnit, hvor personalet gør en ekstra indsats for at sikre, at smitten ikke spreder sig til de øvrige patienter.
Hvad coronasmitten angår, er der det seneste døgn fundet 45.366 bekræftede tilfælde af coronasmitte ud af 159.049 PCR-prøver.
Heraf er de 2515 reinfektioner. Det vil sige, at det er personer, der tidligere er testet positive for corona.
Antallet af døde med corona er øget med 15 det seneste døgn og udgør nu 3770 totalt.
Kontakttallet er tirsdag beregnet til 1,0, skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.
Han skriver, at det er tegn på en stabil epidemi, og at der er interessante udviklinger regionalt.
- Kurverne ser ud til at være ved at knække, epidemien kan på nuværende tidspunkt have toppet i Region Sjælland og Hovedstaden. Dog stadig usikkert, skriver han.
Kontakttallet var i sidste uge 1,2.
Når kontakttallet er 1, betyder det, at 10 personer i gennemsnit vil smitte 10 andre.
Magnus Heunicke skriver videre. at der i disse dage ses et fald i smitten blandt personer i alderen 0 til 19 år.
- Derfor er det på et trygt grundlag, vi i dag løfter de sidste restriktioner.
Tirsdag er coronavirus ikke længere kategoriseret som en samfundskritisk sygdom, og langt de fleste restriktioner er ophævet.
Sundhedsministeren opfordrer på Twitter til, at man fortsat passer på hinanden.
- Husk at få en test, inden du for eksempel besøger plejehjem og hospitaler. Og bliv vaccineret, hvis du ikke allerede er blevet det. Tak, skriver han.
Kontakttallet er en beregning af, hvordan smitten med covid-19 spreder sig i samfundet.
Kontakttallet udregnes ved at se på smittetallene for halvanden uge siden.
Tallet bruges af myndighederne som et af flere pejlemærker til at se, hvordan coronaepidemien udvikler sig i samfundet.
Tallet kan sige noget om, hvilken retning pandemien går i. Det siger dog ikke noget om, hvor mange smittetilfælde der er.
Der er stor usikkerhed forbundet med kontakttallet.
Det er blandt andet usikkerhed i testmønstre, der kan medvirke til usikkerheder i kontakttallet.
/ritzau/