SSI: Så mange er døde med omikronvarianten
For første gang siden omikronvarianten i november blev bekræftet i Danmark offentliggør SSI data om registrerede omikron-dødsfald.
For første gang siden omikronvarianten i slutningen af november blev registreret i Danmark, oplyser Statens Serum Institut (SSI) nu om antallet af registrerede dødsfald efter smitte med den nye variant.
Indtil videre er der blevet registreret 18 dødsfald hos personer, der var smittet med omikron inden for 30 dage før dødstidspunktet, fremgår det af en ny rapport udgivet af SSI. Det bliver ikke oplyst, om de 18 personer er døde af eller med corona.
De opgjorte dødsfald dækker over en periode på lidt over fem uger fra 21. november til 28. december, hvor der samtidig er fundet godt 55.700 kendte smittetilfælde med omikron, hvilket giver en dødelighedsrate på ca. 0,03 pct.
Det betyder, at den seneste uges smittetal altså ikke indgår i denne opgørelse.
På intet tidspunkt i det registrerede tidsrum har der på samme tid været flere end fem personer med bekræftet omikronsmitte på landets intensivafdelinger, fremgår det af rapporten.
I samme periode er der blevet registreret 100 dødsfald med coronavirus ud af i alt 127.000 smittetilfælde med andre varianter, hvilket i langt overvejende grad er deltavarianten. Det giver en dødelighedsrate på ca. 0,08 pct.
Det er dog vanskeligt at sammenligne dødeligheden på tværs af varianterne direkte ud fra disse tal, da omikron stadig er en forholdsvis ny variant, og eventuelle dødsfald typisk først viser sig sent i et sygdomsforløb.
På trods af de rekordhøje smittetal vi har set i Danmark i slutningen af 2021, så flugter kurven ikke længere med antallet af registrerede dødsfald sammenlignet med tidligere under pandemien.
Flere internationale studier peger på, at omikron er mere tilbøjelig til at ramme i halsen end i lungerne, og det er årsagen til, at de fleste ikke bliver nær så syge af at være smittet sammenlignet med tidligere varianter.
Mandag meddelte Statens Serum Institut, at der er halvt så stor risiko for indlæggelse ved smitte med omikronvarianten som ved deltavarianten.
»Derfor kan vi alligevel blive presset på sundhedsvæsenet, hvis vi ser meget smittespredning,« sagde faglig direktør Tyre Grove Krause til TV 2.
Det er fortsat de uvaccinerede, der fylder forholdsvist mere i indlæggelsesstatistikkerne.
Blandt uvaccinerede er der en større andel af coronarelaterede indlæggelser, end der er blandt vaccinerede, viser en ny opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI). Opgørelsen dækker over tal fra uge 51, der varede fra 20. december til 26. december.
I perioden har der været 59,1 coronarelaterede indlæggelser per 100.000 uvaccinerede personer.
Samtidig er antallet kun 10,8 per 100.000 personer med fuld effekt af det primære vaccinationsforløb og 12,7 per 100.000 personer med fuld effekt af revaccination.
»Det er tydeligt, at det er de uvaccinerede, der bliver så syge af corona-smitten, at de skal indlægges. Der er ikke så mange uvaccinerede voksne i alt i Danmark, men de fylder forholdsmæssigt meget i tallene for indlæggelser«, siger afdelingschef Palle Valentiner-Branth fra SSI i pressemeddelelsen.
De seneste vaccinationsdata fra SSI viser, at 78 pct. af befolkningen eller lidt under 4,6 millioner borgere er færdigvaccineret.
2,8 millioner danskere, svarende ca 48,5 pct. af befolkningen, har fået det tredje stik.