Fortsæt til indhold
Indland

Ekspertgruppe: Der kan være mellem 9.000 og 45.000 nye smittede juleaften

Ekspertgruppe under Statens Serum Institut venter både stigende smittetal og flere indlæggelser frem mod jul. Der er dog betydelige usikkerheder ved beregningerne, særligt på grund af omikronvarianten.

Den ene smitterekord har erstattet den anden i den seneste uge, og sådan kan det meget vel fortsætte.

Det er konklusionen i en ny rapport fra en ekspertgruppe under Statens Serum Institut (SSI), der har forsøgt at regne sig frem til, hvor mange nye smittetilfælde og coronarelaterede indlæggelser vi kan forvente frem mod nytår.

SSI understreger, at der er betydelige usikkerheder ved beregningerne. Det skyldes i særdeleshed manglende viden om den nye omikronvariant, som spreder sig hastigt i samfundet. Samtidig er der i beregningerne ikke taget højde for indførslen af de nye restriktioner, der træder i kraft søndag og gælder fire uger frem. Derfor skal fremskrivningerne betragtes som »mulige, men ikke eksakte scenarier for udviklingen i de kommende uger,« lyder det i rapporten.

Grundlæggende er forventningen dog, at der vil komme flere smittede og nyindlæggelser.

Prognoserne tegner følgende billede af epidemiens tilstand, når vi rammer den 24. december, juleaftensdag:

  • Det daglige smittetal kan ligge mellem 9.000 og 45.000.
  • Det daglige antal nyindlæggelser kan spænde fra 130 til 250, hvis omikronvarianten har samme indlæggelsesrisiko som deltavarianten.
  • Hvis omikronvarianten kun har halvt så stor indlæggelsesrisiko som deltavarianten, ventes det daglige antal nyindlæggelser at ligge mellem 120 og 190.
  • Det er primært vaccinerede personer over 50 år, som ventes at blive indlagt.

Eksperterne har regnet på otte forskellige scenarier for epidemiens udvikling. De viser allesammen stigende smittetal og nyindlæggelser, og det får dem derfor til at konkludere, at »fremkomsten af omikronvarianten estimeres at medføre en betydelig stigning i både smittetal og daglige nyindlæggelser frem mod 1. januar 2022.«

Eksperterne peger ikke på, hvad der er det mest sandsynlige scenarie. Et af de store spørgsmål er blandt andet, i hvor høj - eller måske nærmere lav - grad vaccinerne beskytter mod omikron. Både hvad angår at blive smittet og at udvikle alvorlig sygdom.

»Der er stadig store usikkerheder omkring indlæggelsesrisikoen for omikronvarianten,« konstaterer læge og leder af ekspertgruppen Camilla Holten Møller fra Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

En anden usikkerhedsfaktor handler om, hvordan vores adfærd - altså om vi begrænser social kontakt, holder afstand, lufter ud og spritter af - vil være den kommende tid.

Af rapporten fremgår det, at yderligere restriktioner vil få en effekt på smittetallene efter knap en uge, mens der går op til to uger, før effekten kan ses i antallet af nyindlæggelser.