IT-koncern går efter international vækst og henter ny administrerende direktør
Der kommer både ny direktør og vicedirektør til it-selskabet Trimit.
Viborg-koncernen Trimit går efter et internationalt gennembrud, og derfor har man hentet en ny administrerende direktør for at fuldende målet.
Den 1. januar 2022 tiltræder Carsten Hedemann som administrerende direktør for IT-koncernen, som har 90 ansatte og datterselskaber i Norge og Holland.
Trimit leverer sammen med datterselskabet Cornator programmet Trimit til produktions- og handelsvirksomheder.
Carsten Hedemann har de senest 7,5 år arbejdet hos IT-virksomheden netIP som administrerende direktør, hvor han stod i spidsen for en vækst fra 50 til 180 medarbejdere. Inden da har han arbejdet ved Vestas og Oticon.
Derudover får Trimit også ny vicedirektør. Det bliver Henrik Hoffmeyer, som kommer fra en lignende stilling i Bizbrains.
»Det glæder os, at vi har fået de helt rigtige personer med stærke ledererfaringer til disse nøglepositioner. Med Carsten Hedemann og Henrik Hoffmeyer i vores lederteam står vi rigtig stærkt i forhold til at håndtere de planer, vi har i de kommende år for at forløse et kæmpe potentiale i Danmark og på et globalt marked med flere kunder i USA, Australien og ud over hele Europa«, siger bestyrelsesformand Finn Kjærgaard ifølge en pressemeddelelse.