Rustik & Flamingo holder nedlukningsfest inden nye restriktioner
Rustik & Flamingo i Randers afholder en nedlukningsfest, inden natklubber skal lukke pga. nye coronarestriktioner.
»Skal du nå at feste i byen for sidste gang i år?«
Sådan lyder det i et Facebook-opslag fra Rustik & Flamingo, en bar og natklub i Randers, som torsdag holder »nedlukningsfest«.
Onsdag annoncerede regeringen et sæt nye restriktioner med begyndelse fredag kl 16.00, som tilsiger, at natklubber og diskoteker skal holde lukket, og at barer skal holde lukket mellem kl 24 og 05.
Det har jeg ingen kommentarer til.Kent Mauricio Kristensen
Eftersom restriktionerne først begynder fredag eftermiddag, kan natklubber holde åbent natten fra torsdag til fredag. Og det har Rustik & Flamingo altså valgt at gøre.
I Facebook-opslaget, der reklamerer for nattens festivitas, lyder det:
»Det er ikke med vores gode vilje, men vi lukker klubben efter de nye retningslinjer... Det betyder dog ikke at vi snyder jer for en VILD nedluknings fest! IMORGEN, torsdag, holder vi åbent! HELE klubben holder åben samt åbner vi for bordbooking!« står der i opslaget.
JP Randers forsøgte torsdag eftermiddag at få et interview med Kent Mauricio Kristensen, ejeren af natklubben.
Jeg skriver en historie om, at I holder nedlukningsfest. Det vil jeg gerne stille dig et par spørgsmål om.
»Det har jeg ingen kommentarer til,« siger Kent Mauricio Kristensen.
Hvorfor har du ikke det?
»Fordi det har jeg ikke.«
Hvad er grunden til det?
»Jeg gider ikke at snakke med nogen medier om noget som helst, så længere er den vel ikke.«
Hvorfor holder I arrangementet?
Herefter afbrød Kent Mauricio Kristensen opkaldet. JP Randers ville gerne have spurgt Kent Mauricio Kristensen, hvilke overvejelser han har haft om at afholde arrangementet, om det er smart at afholde pga. smittesituationen, og hvorfor han mener, det er forsvarligt at afholde.