Fortsæt til indhold
Indland

Voldtægtsmyter er udbredte blandt især unge mænd

Det er ikke voldtægt, hvis hun ikke har sagt nej til sex. Det mener hver femte unge mand i alderen 16-20 år.

/ritzau/

Hvis en kvinde ikke siger ”nej” til sex, kan hun ikke senere komme og anklage manden for voldtægt.

Det mener hver femte mand i alderen 16-20 år, viser en undersøgelse fra Aarhus Universitet ifølge Det Kriminalpræventive Råd.

Sarah van Mastrigt, som er kriminolog og lektor på Aarhus Universitet, påpeger, at der generelt er en lav accept af de fleste voldtægtsmyter - som for eksempel ovennævnte - blandt de adspurgte unge.

- Men der er en betydelig gruppe af især yngre mænd, der har meget problematiske holdninger til voldtægt, siger hun i pressemeddelelsen.

Blandt gruppen af unge mænd i alderen 16-20 år mener hver femte, at ”hvis en mand er fuld, kan det hænde, at han voldtager nogen uden at have intention om det”.

Ifølge Sarah van Mastrigt viser international forskning, at mænd, der har disse holdninger, er mere tilbøjelige til at begå seksuelle overgreb.

- Vores resultater peger derfor på et reelt behov for oplysning og mytepunktering, hvis vi skal mindske antallet af overgreb, siger hun.