Flere børn og unge behandles med tvang i psykiatrien

Pårørende tror, at for få hænder i psykiatrien er skyld i, at flere børn og unge behandles med tvang.

Det er bekymrende, at der det seneste år er blevet brugt mere tvang overfor børn og unge i psykiatrien end tidligere år ifølge en ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen.

Det siger Mads Engholm, der er landsformand for Bedre Psykiatri, foreningen for pårørende til psykiatripatienter.

- Det sætter sig i folk og er med til at traumatisere patienterne. Det gør, at det bliver enormt svært at komme videre med behandling, der kræver, at patienten stoler på personalet, siger Mads Engholm.

Det seneste år er 44 flere børn og unge blevet udsat for tvang i forhold til året før. Tallet er nu på 307, viser Sundhedsstyrelsens seneste rapport om brugen af tvang i psykiatrien.

Tallene dækker perioden fra 1. juli 2020 til 30. juni 2021.

I alt er der i den periode sket en stigning på 16,7 procent i antal gange, der er blevet anvendt tvang overfor børn og unge, som har været indlagt i psykiatrien.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er der ikke noget entydigt svar på stigningen.

Bedre Psykiatri mener dog, at det skyldes for få hænder på afdelingerne.

- Det er fordi, patienten har noget med i rygsækken, som nogle gange kan bryde ud i voldsom konflikt, siger Mads Engholm.

- Hvis der ikke er tid hos personalet til at snakke med patienten og de pårørende, så oplever man det først, når konflikten opstår.

Rapporten viser, at færre personer generelt er blevet udsat for brugen af tvang i samme periode.

Der er sket et fald på 258 personer, så 5705 personer det seneste år blevet udsat for tvang, mens de har været indlagt i psykiatrien.

Der er dog i samme periode sket en stigning på antal gange, der er blevet udøvet tvang.

Det skyldes, at man ikke kommer til roden af problemet, mener Bedre Psykiatri.

- Vi tror, at så længe, man ikke er i en situation, hvor personalet har bedre tid til den enkelte patient og den rigtige behandling, så kommer vi til at se den samme grad af tvang, som vi har i dag, siger han.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen