Fortsæt til indhold
Indland

SDU har et godt øje til Vejle – kan blive hjemby for nye it-uddannelser

Står det til Syddansk Universitet kan Vejle blive hjemby for flere it-uddannelser. SDU skal frem mod 2030 være med til at regionalisere uddannelsessystemet, og her kan Vejle komme i spil.

Der skal være flere uddannelser udenfor de fire største byer frem mod 2030. Det er resultatet af en politiske aftale fra i sommer om regionalisering af uddannelser.

Syddansk Universitet (SDU) har allerede nu campusser i Odense, Esbjerg, Kolding, København, Slagelse og Sønderborg. Men måske skal universitets næste campus placeres i Vejle. I hvert fald har universitet nu ambitioner om at udvidde med it-uddannelser i byen.

»SDU vil gerne tage det ansvar, der ligger i at være med til at løse den bundne opgave om regionalisering af uddannelser udenfor de fire største byer. Derudover er trekantområdet som et af landets vigtigste industriregioner et helt unikt vækstområde med succesfulde og innovative virksomhedsmiljøer,« siger Jens Ringsmose, rektor på SDU, i en pressemeddelelse.

21 pct. af SDU’s studerende studerer i andre byer end Odense, hvor det primære campus ligger.

Vil understøtte udvikling i Trekantområdet

Bliver det nye campus en realitet, bliver der ikke tale om udflytning af aktiviteter fra andre SDU-campusser, men i stedet opbygning af helt nye uddannelses- og forskningsaktiviteter i Vejle.

»SDU har nogle helt særlige styrkepositioner indenfor it, som vi gerne vil bringe i spil i opbygningen af forskningsmiljøer og forskningsbaserede uddannelser i Vejle. Det handler helt grundlæggende om, at vi gerne vil være med til at bidrage til yderligere vækst, udvikling og understøttelse af erhvervslivets behov i Vejle og Trekantområdet«, siger Jens Ringsmose.

»Til at begynde med går vores ambitioner i retning af at opbygge it-uddannelser, men det ligger dybt i SDU’s DNA at tænke tværfagligt – og det åbner op for muligheden for at koble andre fagligheder på. Tilsvarende vil vi også være åbne overfor at indgå i samarbejder med andre relevante uddannelsesinstitutioner og lade Vejle fungere som en it-hub,« forklarer han.

SDU har allerede flere aktiviteter i Vejle, herunder virksomhedssamarbejder i Dandy Business Park og samarbejder om it-uddannelser med Green Tech Center i Dandy Business Park.

Desuden er SDU solidt etableret på Vejle Sygehus, som er en del af Sygehus Lillebælt, hvor der er ca. 15 professorer og 30 lektorer og et betydeligt antal ph.d.-studerende.