Kraftig regn og lokale skybrud venter Danmark torsdag
Torsdag bliver endnu en våd dag i Danmark, og i den sydøstlige del af landet kan der komme lokale skybrud, advarer DMI.
Paraply, regntøj og gummistøvler er en god ide at finde frem, hvis du skal ud i vejret torsdag. Især hvis du bor i den sydlige og østlige del af Danmark.
Her advarer Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) nemlig om kraftig regn og mulighed for lokale skybrud i morgentimerne og først på dagen.
»Hele den sydlige og østlige del af landet får en våd morgen og formiddag. Samlet set kan vi nå op på kraftig regn, og selv om det ikke på nogen måde er årstid for skybrud, så kan vi ikke udelukke, at der ultralokalt kan komme et skybrud,« siger Jesper Eriksen, der er vagtchef ved DMI.
Kraftig regn forekommer, hvis der falder 24 mm på 6 timer. Ved skybrud falder der 15 mm nedbør på en halv time.
DMI varsler også om forhøjet vandstand i den sydvestlige del. Det forventes at være på sit højeste omkring klokken 17, hvor vandstanden ventes op til 2-2,15 meter over normalen.
Ved Vidå i Højer og Havneby på Rømø forventes vandstanden at stige til 2,5 meter over normal, og ved Esbjerg stiger den formentlig op til 2 meter over normal.
Forhøjet vandstand kan føre til lokale kystnære oversvømmelser, skriver DMI.
Sydjyllands Politi har afspærret flere veje på grund af oversvømmelser. Det gælder bl.a. Stampemøllevej ved Fole.
Politiet opfordrer bilister til at være opmærksomme og køre efter forholdene, da der kan være risiko for akvaplaning.
Blæst på klippeøen
Mens det i den sydlige og østlige del af Danmark bliver regnen, man kan nyde, kommer man på Bornholm i stedet til at kæmpe imod blæsten. DMI forventer stormende kuling på klippeøen med vindstød af stormstyrke.
»Vi vurderer, at middelvinden på Bornholm kun når op på hård eller stormende kuling - altså lige i underkanten af storm - og så med kraftige vindstød. Men tingene skal ikke ændre sig særlig meget, før der kommer en lille storm på Bornholm,« siger Jesper Eriksen.
De kommende dage bliver knap så våde, siger vagtchefen.
»Det går mod bedre tider i forhold til nedbørsmængden. Det er kun først på torsdagen, at det er særdeles vådt, ellers et teamet fredag blæst og byger og måske noget hagl.«