Fortsæt til indhold
Indland

Region med nyt projekt: Coronapatienter skal indlægges hjemme

I et nyt tiltag fra Region Hovedstaden skal alvorligt syge med influenza eller corona indlæggelses derhjemme.

/ritzau/

Patienter i Nordsjælland, som bliver alvorligt syge med influenza eller corona, kan inden længe få mulighed for at blive behandlet i deres private hjem.

Region Hovedstaden har nemlig et nyt projekt i støbeskeen, hvor syge personer med influenza eller corona får mulighed for at blive indlagt derhjemme.

Det skriver Berlingske.

Nyskabelsen hedder ”hjemmeindlæggelser”.

Det skal være med til at sikre, at der i fremtiden vil være nok behandlingsmuligheder på de nye supersygehuse, som hele tiden må skære ned og reducere antallet af senge for at få økonomien til at hænge sammen.

Det fremgår ifølge avisen af en orientering til politikere i Region Hovedstaden om det nye tiltag.

Hos Danske Patienter siger direktør, Morten Freil, at projektet har ”et stort potentiale”. På den måde vil ”mange unødige indlæggelser” kunne undgås, mener han.

- Men man skal også passe meget på.

- Det må ikke blive kapaciteten, sparehensyn og et pres på sygehusene, der bliver styrende, så folk presses til at tage hjem mod deres vilje, siger direktøren til Berlingske.

Ifølge orienteringen vil Region Hovedstaden allerede i 2021 påbegynde forskningsprojektet på Nordsjællands Hospital med hjemmeindlæggelser.

Her kan patienterne via telefon og video følges virtuelt og få behandling. Hvis behovet opstår, kan de også selv tage direkte kontakt til plejepersonale.

Forventningen er, at det især vil kunne hjælpe ”i forhold til tidspunkter med spidsbelastninger i vintermånederne”.

Nordsjællands Hospital har tidligere kæmpet med overbelægning. Især på de medicinske afdelinger. Her har der i perioder været mangel på sengepladser, og der har været flere patienter indlagt, end der er normeringer og personale til.

I efteråret 2018 viste en opgørelse, at hospitalet var det eneste i Region Hovedstaden, som havde registreret overbelægning i medicinsk blok i samtlige måneder i både 2017 og 2018, skriver Berlingske.

Det udløste hård kritik fra blandt andet medarbejdernes organisationer.

Blandt politikerne i Region Hovedstaden er der store håb forbundet til brugen af hjemmeindlæggelser.

- Ældre kan blive konfuse af at blive revet ud af deres egne omgivelser og sendt på hospitalet, der ikke altid er det sundeste sted at være, siger Leila Lindén (S), medlem af forretningsudvalget i regionen og gruppeformand, til Berlingske.