Fortsæt til indhold
Indland

Partier før minkmøde: Vi vil have risikovurdering på skrift

Når Folketingets partier tirsdag indkaldes til møde om minkerhvervets fremtid, vil de få en vurdering af den sundhedsmæssige risiko ved minkhold fra 2022. Mundtligt.

Det fremgår af en mail, som DR Nyheder har fået indsigt i. Men det huer ikke Enhedslisten og Dansk Folkeparti, som ønsker at få en risikovurdering fra Statens Serum Institut (SSI) på skrift.

»Hvad kan jeg forholde mig til, når de kommer på et møde og giver en mundtlig vurdering? Så kan der blive stillet nogle spørgsmål, som bliver besvaret mundtligt, og så kan man gå ud af døren og forsøge at huske det, man hver især kan huske. Det, synes jeg ikke er et ordentligt grundlag,« siger Enhedslistens fødevareordfører, Søren Egge Rasmussen.

Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby er enig. Han mener, at »det mindste man kan forvente i sådan en alvorlig sag« er en skriftlig orientering.

»Vi har ikke noget at bruge en mundtlig orientering til. Vi har behov for at få mere konkrete informationer om mulighederne, vilkårene og tidsperspektiverne.«

Den seneste sundhedsfaglige risikovurdering fra SSI er fra den 14. juni. Her lyder det, at »hold af mink i Danmark efter 2021 kan medføre en sundhedsrisiko for mennesker af ukendt størrelse«.

Erhvervet er p.t. forbudt indtil den 31. december i år. Hvad, der skal ske derefter, er endnu ikke afgjort.

I et interview med P4 Nordjylland den 10. september forklarede fødevareminister Rasmus Prehn, at man ikke kan lave en plan, før der foreligger en opdateret risikovurdering. To uger senere oplyste SSI til DR, at ministeren slet ikke havde bestilt den nye risikovurdering. Men nogle dage efter lød det, at man var blevet bedt om at lave en mundtlig opdatering.

Rasmus Prehn siger til DR Nyheder, at han har bedt SSI om at få en mundtlig opdatering »fra det sekund«, hvor han fik det første spørgsmål fra de politiske partier.