Fortsæt til indhold
Indland

Tørkeindekset stiger i september

Vejrsystemer langt væk påvirker lige nu Danmark i retning af et stigende tørkeindeks. Problemet er dog ulige fordelt.

Efter at store dele af august blev præget af regn, er september begyndt helt anderledes, og det kan mærkes.

Mange steder i landet er tørkeindekset således begyndt at nærme sig høje værdier, og dermed en rød farve på kortet. Problemet er dog meget ulige fordelt på tværs af landet.

Det kan have konsekvenser for landbrugets tidlige efterårsarbejde med såning af vinterafgrøder, for nogle haveejere og måske for muligheden for åben ild i naturen, hvis man vil forlænge en sensommeraften om et bålsted.

Vagthavende meteorolog ved DMI Frank Nielsen kan lige nu kun se ind i, at indekset vil stige yderligere de kommende dage, fordi prognoserne for hele landet peger på tørre, og relativt varme dage.

Den præcise udvikling kommer dog an på den lokale fordeling af vind og sol og eksisterende forhold såsom jordbundstype.

Udviklingen skyldes til dels den tropiske storm Ida på den anden side af Atlanterhavet, der som orkan skabte ravage i USA’s sydstater og torsdag skabte dødelige oversvømmelser i New York.

»For tre-fire dage siden tydede det egentlig på, at der ville komme noget regn mandag, men det blev så aflyst, fordi vejret blev mere præget af højtryk. Så der er ikke udsigt til noget væsentligt nedbør i hvert fald den første halve snes dage,« siger Frank Nielsen og uddyber:

»Prognoserne er mere usikre end vanligt i en periode lige nu på grund af Ida og andre tropiske storme på den anden side af Atlanterhavet. Så kraftige strømninger kan få udsigten til at skifte fra lavtrykspræget vejr til det blokerende højtryk, vi ser nu – for det system var nyt på grund af Ida.«

Status fredag: især Nordjylland, Djursland, Sjælland og Falster ligger højt på indekset. Omvendt er Nordsjælland, og store dele af Midt- og Vestjylland langt fra at være i problemer.

Du kan følge indekset på DMI’s hjemmeside her.

Artiklens emner
Vejret
Tørke