Børn tilbydes en næsespray-vaccine mod influenza, mens voksne stadig vil blive mødt af en nål
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at forældre i efteråret lader deres to til seksårige børn vaccinere mod influenza. Det skriver Politiken tirsdag. Vaccinen gives som næsespray til børn, men som almindeligt nålestik til sårbare voksne.
Sundhedsstyrelsen vil have de to-seksårige vaccineret mod influenza-virus. Det skriver Politiken tirsdag.
Udover børnene vil også sårbare voksne og ældre blive tilbudt en influenzavaccine.
»Vi havde ikke rigtigt influenza sidste år. Det blev holdt nede af alle restriktionerne. Derfor forventer man, at vi bliver ramt hårdere af det i år,« siger Camilla Foged, professor i vaccinedesign på Københavns Universitet, indledningsvist om, hvorfor det er nødvendigt at vaccinere de yngste børn samt sårbare grupper mod influenza.
Forklaringen går på, at de yngste børn måske knapt nok har mødt en influenza-sæson og således ikke har opbygget immunitet mod influenza, mens de sårbare kan have godt af en vaccine for at forbedre deres immunforsvar.
Men mens børnene skal vaccineres med en næsespray, så skal de voksne vaccineres med den traditionelle nål i armen.
Camilla Foged forklarer, at både næsesprayen til børn og nålestik-vaccinen til voksne er kendte og afprøvede vacciner, som begge er lige effektive mod influenza. Mens de fleste nok kender til nålestik-vaccinen, så kan næsesprayen måske være mere ukendt.
Grundlæggende fungerer næsespray-vaccinen ved, at man sprøjter vaccinen op i næsen, hvorefter vaccinen optages gennem slimhinderne og stimulerer immunresponsen ved slimhinderne. Camilla Foged forklarer, at man gennem næsesprayen får en kraftigere immunrespons mod influenza ved slimhinderne.
Men hvorfor skal alle så ikke have vaccinen gennem en næsespray?
»Det kan være lidt svært at dosere en næsespray rigtigt. Når man doserer en sprøjte, så er det lettere at kontrollere, at man får den samme dosis i hver sprøjte,« siger Camilla Foged om forskellen mellem næsesprayen og den almindelige nålestiksvaccine.
Hun forklarer derved, at selv om vaccinens effekt ved sin fulde udnyttelse er ens, så får man en mere ensartet respons i befolkningen ved at vaccinere med en nål.
»Der vil være mere variation ved den her næsespray. Man kan være forkølet og have slim i næsen, der gør, at vaccinen ikke virker nær så godt,« uddyber Camilla Foged.
Grunden til, at man alligevel anbefaler næsespray-metoden til de yngste børn er, at den er mere behagelig for børnene at få. I Danmark har vi ikke i stor stil gjort brug af næsespray-teknologien til at vaccinere, men blandt andet USA og England har brugt næsesprayen til at vaccinere børn. Camilla Foged forestiller sig også, at det vil være en teknologi, vi kommer til at se mere af i fremtiden.
»Langt det nemmeste og billigste er at udvikle en vaccine til injektion. Så det gør man altid først. Men det er en vaccinetype, der er brugt meget i udlandet, så der er god erfaring med den.«