Styrelse undersøger betændelsestilstand efter vaccine

Lægemiddelstyrelsen undersøger mulig sammenhæng mellem sjælden betændelsestilstand og en coronavaccineret.

Lægemiddelstyrelsen undersøger et tilfælde af en sjælden betændelsestilstand hos en 17-årig, der er blevet vaccineret mod corona.

Det skriver styrelsen i en meddelelse.

Den sjældne betændelsestilstand, MIS-C, har indtil nu kun været set som en følgevirkning af coronasmitte.

Infektionen er set hos børn og unge, der har været smittet med corona, både i Danmark og i andre lande.

Danske børnelæger har anslået hyppigheden til at være cirka 1 ud af 4000 børn, der har været smittet med corona, skriver styrelsen.

Den 17-årige har dog ikke været smittet med corona, og derfor mistænker Lægemiddelstyrelsen, at tilstanden i ”meget sjældne tilfælde” også kan opstå som en reaktion på vaccination.

Det undersøger styrelsen nu i samarbejde med Den Europæiske Lægemiddelstyrelse, EMA.

- Det er alt for tidligt at sige, om der kan være en sammenhæng med vaccinen, men det er det, vi nu går i gang med at undersøge, siger Line Michan, enhedschef i Lægemiddelstyrelsen.

Umiddelbart er der dog ikke grund til bekymring hos forældre eller børn, der har modtaget coronavaccinen, mener Lægemiddelstyrelsen.

- Som privatperson skal man ikke være bekymret. Vi rejser det her fra Lægemiddelstyrelsens side, fordi det er vores ansvar, og vi holder rigtig grundigt øje med samtlige indberetninger, vi får, om formodede bivirkninger, siger Line Michan.

- Ud fra det, vi har set, er risikoen for at få MIS-C langt større, hvis man bliver smittet med corona, end ved den mistanke vi nu er ved at undersøge i forhold til vaccinationen.

Ifølge Lægemiddelstyrelsen var den 17-årige vaccineret med Pfizer/BioNTechs coronavaccine.

Styrelsen modtog indberetningen i starten af august, og den 17-årige er nu rask igen efter at have modtaget behandling.

Sundhedsstyrelsen anbefaler fortsat coronavaccine til børn fra 12 år og opefter.

- Sundhedsstyrelsens overordnede vurdering er, at den store gavn ved vaccination også for det enkelte barn væsentligt overstiger mulige skadevirkninger, og at risikoen for at udvikle MIS-C efter covid-19-infektion er betydeligt større end den mulige risiko ved vaccination, siger Bolette Søborg, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen, i meddelelsen.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen