Fortsæt til indhold
Indland

Sovemedicin til børn og unge er mere end fordoblet på ti år

Sundhedsstyrelsen vil udvikle nye anbefalinger om brug af sovemidlet melatonin, som flere børn og unge får.

/ritzau/

Et stigende antal børn og unge får ordineret midlet melatonin mod søvnforstyrrelser.

Det viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen.

I 2020 fik 13.295 børn og unge op til 17 år ordineret sovemedicinen. Det er mere end dobbelt så mange som i 2011.

I samme periode er antallet af unge i alderen 18 til 24 år, der får melatonin, femdoblet fra 1760 i 2011 til 9.695 i 2020.

Melatonin bruges blandt andet ved søvnforstyrrelser hos børn og unge med adhd og autisme.

Men en betydelig andel af de børn og unge, der får medicinen, har ingen af de to diagnoser.

- Sundhedsstyrelsen har allerede nu anbefalinger for brug af melatonin til børn og unge med adhd og med autisme.

- Men en betydelig andel af dem, som i dag får melatonin, har ikke en af de to lidelser, siger overlæge Camilla Krogh fra Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

På den baggrund vil styrelsen nedsætte en arbejdsgruppe, som skal udarbejde nationale anbefalinger for brugen af melatonin.

- Fokus for det arbejde, vi nu sætter i gang, skal derfor være på børn og unge, som ikke har adhd eller autisme, siger Camilla Krogh.

Det er ifølge overlægen vigtigt, at man afprøver andre tiltag, før man skrider til at bruge sovemedicin.

- Før man giver medicin til børn og unge med søvnforstyrrelser, skal man have afprøvet, om gode søvnvaner kan løse søvnproblemerne.

- Det vil blandt andet sige faste sengetider og mindre brug af skærm inden sengetid, forklarer Camilla Krogh.

Klaus Birklund Johansen er formand for Dansk Pædiatrisk Selskab, der er en sammenslutning af danske børnelæger.

Han kalder stigningen i forbruget af melatonin til børn og unge ”ret voldsom” og deler ønsket om nye anbefalinger på området.

- Der er en gruppe børn med adhd og autisme, der har brug for søvnregulerende midler. Det ved vi.

- Men jeg synes, man skal være opmærksom på ikke blot at symptombehandle, men prøve at finde en forklaring, der kan fjerne årsagen til søvnproblemerne, siger han til Ritzau.

Der kan være omstændigheder i barnets liv, der udløser søvnforstyrrelsen, og så bør man i højere grad tage fat på roden til problemet, lyder det fra børnelægernes formand.

Der er ifølge Sundhedsstyrelsen ikke kendte alvorlige bivirkninger ved brug af melatonin.

Men langtidsvirkningerne er dog ”sparsomt belyst”, og der er på nuværende tidspunkt ”ikke tilstrækkelig viden til at kunne udelukke skadelige virkninger ved langtidsbrug”, skriver styrelsen i et notat.

De nye retningslinjer ventes at kunne være klar til oktober næste år.

Artiklens emner
ADHD
Ungdom