Fortsæt til indhold
Indland

En potentiel retssag om Den Lille Havfrue vækker opsigt i USA

En statue på Asaa havn i Nordjylland har skabt konflikt. Arvingerne til rettighederne bag nationalklenodiet vil have sagen for retten.

»Danmark har nu to små havfruer. Den kendte af dem sagsøger,« sådan skriver det amerikanske medie New York Times.

Det sker efter, at avisen har haft en reporter udstationeret i Nordjylland for at grave i en verserende konflikt om to statuer.

Hovedpersonerne i sagen er Den Lille Havfrue, som står på Langelinje på Østerbro i København, og Asaa-pigen, som står på havnen i den nordjyske landsby af samme navn, skriver TV 2 Nord.

Begge statuer forestiller kvinder siddende på en sten spejdende ud over havet.

Arvingerne til rettighederne af Den Lille Havfrue, mener at de to statuer ligner hinanden lidt for meget, faktisk så meget at det kan kategoriseres som plagiat, og derfor sagsøger familien nu.

De vil have erstatning, og at Asaa-pigen skal destrueres.

Men hvis man spørger skulptøren bag Asaa-pigen, der går under navnet »Mod Hjemve«, så er der stor forskel på Den Lille Havfrue og Asaa-pigen, fortæller han til TV 2 Nord.

»Det er ikke Den Lille Havfrue, der står nede på Asaa Havn. Jeg har skabt en skulptur, som måske kan minde om Den Lille Havfrue. Men min skulptur er lavet i granit og ikke bronze, og den er også mere buttet end Den Lille Havfrue, som er slank,« siger Palle Mørk til tv-kanalen.

En stormomsust dame

Det er langt fra første gang, der opstår strid om rettighederne til Den Lille Havfrue. Varetagelsen af rettighederne tager selskabet Edvard Eriksens Arvinger I/S sig af.

Selskabet har flere gange sagsøgt blandt andet medier, som har afbilledet statuen. Senest dømte Københavns Byret sidste år Berlingske for i flere tilfælde at have bragt tegninger af Den Lille Havfrue.

Bøden lød på 285.000 kr. Berlingske har valgt at anke dommen.

Statuen har desuden ofte været genstand for både hærværk og happenings. Hun er blevet malet rød, fået hovedet skåret af ved flere lejligheder, og hun er sågar ved en enkelt lejlighed blevet sprængt i luften.

Familien råder i dag over den originale skulptur, som Edvard Eriksen skabte i 1913. Den tjener penge på at sælge kopier. Statuen på Langelinje er en kopi.

Statuen er beskyttet af ophavsret indtil 2030, da det til den tid er 70 år siden, skulptøren Edvard Eriksen døde.