Skoleledere om lempelser før skolestart »Vi bevæger os væk fra en ulogisk skrivebordslogik«
Om ganske kort tid åbner landets skoler, og det bliver med nye retningslinjer.
»Vi er meget tilfredse. Det er et signal om, at vi er på vej tilbage til en normal tilstand på landets skoler,« lyder det fra Claus Hjortdal, der er formand for Skolelederforeningen.
Reaktionen kommer, efter at Sundhedsstyrelsen fredag har lempet sine retningslinjer for daginstitutioner, skoler og andre uddannelsesinstitutioner. Skoleeleverne vender tilbage til undervisningen i næste uge.
Lempelserne sker som følge af, at der har været en høj tilslutning til vaccinationsprogrammet.
»Vi vil meget gerne være med til at få skolegangen tilbage til det normale før coronaepidemien. Vi ved, at det er vigtigt for børns trivsel, at hverdagen er genkendelig. Derfor er vores prioritet at sikre, at skolerne forbliver åbne, så vidt det er muligt,« siger Andreas Rudkjøbing, læge i Sundhedsstyrelsen.
Kun hjemsendelser ved større smitteudbrud
De nye lempelser betyder, at hjemsendelser kun vil finde sted ved større smitteudbrud eller andre særlige situationer. Det gælder eksempelvis, hvis mere end 30-40 personer på skolen er smittet, eller hvis nye bekymrende varianter bryder ud på skolen.
Vi bevæger os væk fra denne her ulogiske skrivebordslogik, hvor man skal lukke skoler, selvom der ikke er nogle smittedeClaus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen
Det giver skolerne mulighed for at skrue på håndtag og undgå et større smitteudbrud, fortæller formanden for Skolelederforeningen.
»Det giver os friheden tilbage. Med de nye lempelser skal det i mindre grad vurderes centralt oppefra, hvornår der er brug for at tage affære. Det giver skolelederne mulighed for at forebygge smitteudbrud ved eksempelvis at planlægge udeundervisning eller undervisning i mindre grupper, før det går så galt, at man må lukke skolen,« siger Claus Hjortdal og uddyber:
»Vi bevæger os væk fra denne her ulogiske skrivebordslogik, hvor man skal lukke skoler, selvom der ikke er nogen smittede, men fordi smitten overstiger niveauet for smitte i sognet. Det har været ulogisk for os alle. Jeg håber for både børn, lærere og forældre at de nye lempelser vil føre til færre skolelukninger.«
Ny definition af nærkontakter
Samtidig ændrer myndighederne deres forståelse af, hvad det vil sige at have været i nærkontakt med en coronasmittet i dagtilbud og på skoler og uddannelsesinstitutioner.
Det defineres dermed ikke som at være i nærkontakt at have opholdt sig i samme lokale som en anden smittet elev. De nye retningslinjer betyder, at eleven eller barnet skal have opholdt sig under en meter fra en smittet person i 15 minutter eller mere for at have været i nærkontakt med den smittede.
De nye retningslinjer glæder også Danmarks Lærerforening. Formand Gordon Ørskov Madsen påpeger dog over for Ritzau, at lempelserne kommer for sent.
»Jeg er rigtig glad for, at det nu er tydeligt, at der ikke skal ske isolering i samme omfang som tidligere, hvis der kun er få smittede. Så vi er godt tilfredse med de her retningslinjer, som giver tryghed på skolerne,« siger han.
»De skulle dog være kommet i starten af den her uge, så man kunne have bygget det ind i planlægningen af skolestarten og taget højde for, hvad der skal ske, hvis der udbryder smitte på skolen,« forklarer han til Ritzau.
Flere vaccinerede børn og unge
Det er muligt for folkeskolens ældste elever at lade sig vaccinere på Sundhedsstyrelsens anbefaling. Det har en stor del af børn og unge mellem 12 og 15 år lyttet til, og omkring 35 pct. har ifølge Sundhedsstyrelsen modtaget deres første stik, mens yderligere 10 pct. har booket tid til at påbegynde deres vaccinationen.
Det mener Sundhedsstyrelsen, kan være med til at inddæmme smitten på landets skoler.
»Vaccineindsatsen og den høje tilslutning også blandt de 12-15-årige betyder, at samfundssmitten lige nu er lav, og det skal naturligvis komme skolebørnene til gavn. Men vi opfordrer samtidig alle dem, der endnu ikke har booket tid til vaccination, til at få det gjort, så vi kan holde fast i den lave smitte og gensynet med hverdagen på skoler og uddannelsessteder,« siger Andreas Rudkjøbing.
Der vil stadigvæk være en massiv testindsats på landets skoler.