Fortsæt til indhold
Indland

Professor vurderer, at EM-smittekurve er knækket

Smittetallene i juli toppede tre dage efter, at Danmark blev sendt ud af EM af England.

Fadølskast, jubelbrøl og fællessang. Fodboldfesten i forbindelse med Danmarks EM-deltagelse i juni og juli efterlod ikke bare store dele af befolkningen i en kollektiv fodboldrus, nej, det sendte også coronasmittetallene i vejret.

Men det bølgeskvulp, som folkefesten skabte, er nu ved at klinge af.

Det vurderer professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos.

»Jeg tror ikke, der er meget tvivl om, at smittestigningen skyldtes EM. Når man så, hvordan der blev festet igennem, så tror jeg, det havde nogle konsekvenser. Det valgte vi jo at se stort på, og det havde jo også været svært at dæmme op for. Det positive er jo så, at det har lagt sig, og at det ikke satte en større bølge i gang,« forklarer professoren.

Mandag var der ifølge Statens Serum Institut (SSI) 772 nye smittetilfælde, mens smittetallene de seneste dage har ligget på samme niveau. Der er lige nu 60 indlagte med covid-19 på landets hospitaler.

Tallene toppede tre dage efter, at Danmark tabte semifinalen til England på Wembley Stadion i London. Således blev der den 14. juli fundet 1.210 smittede personer ved PCR-test i Danmark. Da EM blev sparket i gang den 11. juni lød smittetallet på 418.

Det viser tal fra Our World in Data, der overvåger coronapandemien.

Hans Jørn Kolmos fastslår, at stigningen ikke kommer bag på ham, og at den størrelsesmæssigt var som forventet. Og den forventning tager bl.a. udgangspunkt i et Danmarksmesterskab i fodbold den 24. maj.

»Vi havde nogle erfaringer fra, da Brøndby blev Danmarksmestre, hvor rigtig mange mennesker var samlet. Det gik forbavsende godt. Så vi havde erfaringen, at så farligt var sådanne begivenheder altså heller ikke, selvom man ved EM skalerede det mange gange op.«

Selvom EM-stigningen ifølge professoren altså er ved at være fortid nu, venter han en stigning, når skolernes sommerferie i starten af august lakker mod enden, og eleverne vender tilbage til klasselokalerne.

Derfor håber han, at tallene fortsætter med at falde de næste to uger.

»Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne vil have smittetallene længere ned. Det burde kunne lade sig gøre i og med, at vi får flere vaccineret. Det gælder om at gå ind i efteråret med så lave smittetal som muligt,« siger han og uddyber:

»Udfordringen er større nu med deltavarianten, men vi har omvendt også flere vaccinerede, så det burde opveje det. Så vi skal gerne så langt ned som muligt, for når først børnene møder ind igen, er der mulighed for, at der sker smitte.«

En ny smittekilde er dog den seneste tid observeret: danskere på ferie i udlandet, som tager smitte med hjem, når de returnerer. Og det arbejder ifølge Hans Jørn Kolmos imod, at tallene kommer så langt ned, som han gerne så.

»Det, der arbejder imod, er, at der kommer en del hjem med smitte fra udlandet. Det er et nyt opmærksomhedpunkt. Jeg vil ikke sige, at det er en stor bekymring, særligt fordi det – ligesom ved EM - ikke er noget, man kan gøre ret meget ved. Men det er rigtig vigtigt at blive testet ved hjemkomst, hvis man formoder, at man kan være blevet smittet på ferien.«