Børneidolet Mille Gori er tilbage i cirkusmanegen, hvor det hele startede
Aktuelt portræt: Mille Gori har ikke holdt sommerferie i 10 år, og efter 22 måneder er børneidolet igen i år tilbage i cirkusmanegen, hvor hun giver børn en bid af det cirkusunivers, som betød så meget for hendes egen barndom.
Hun kan både skrive danser, entertainer og børnebogsforfatter på cv’et, men spørger man et hvilket som helst barn, kender de hende som Motor Mille fra DR Ramasjang, hvor hun, med sin drengepigede charme og store kærlighed for biler, maskiner og alt, hvad der er vildt, er gået lige i hjertet på Danmarks yngste publikum i snart 10 år.
I sin rolle som vært på ”Børnebanden” og ”Monster Buster” har danseren og entertaineren Mille Gori været med til at udvikle og skabe underholdning til de små, og igen i år er hun tilbage i manegen i Cirkus Summarum, hvor hun i 2013 sparkede sin karriere i gang som karakteren Motor Mille.
Jeg bliver grundlykkelig, når jeg ser toppen af teltet blive hejstDanseren og entertaineren Mille Gori fra Cirkus Summasummarum
Med 56 shows over sommeren i hhv. København og Aarhus har artisten taget hul på sin ottende sæson som cirkusartist, og efter en ufrivillig coronapause var gensynet med de rødgule telte noget ganske særligt for den 32-årige entertainer .
»Det var kæmpestort at ramme græsset igen efter 22 måneder, og den første halve dag inden premieren sad jeg bare og kiggede på cirkusteltet. Jeg har lavet cirkus hver sommer og elsket det, så da jeg så pludselig ikke skulle gøre det sidste sommer, var det en helt vild oplevelse. Det gik op for mig, at jeg ikke har holdt sommerferie i 10 år, og at jeg faktisk ikke ved, hvordan man gør,« lyder det fra Mille Gori.
Artisten, der er vokset op i et kreativt hjem i Skive, vil til enhver tid bytte sommerferier ud med duften af popcorn og grinende børn under en teltdug. Kærligheden til cirkuslivet kan nemlig dateres helt tilbage til hendes barndom, hvor en toårig Mille Gori sad på tilskuerrækkerne for første gang, og en lille drøm om selv en dag at stå i cirkusmanegen begyndte at spire.
Cirkusprinsesse i kedeldragt
Planen var helt klar: Hun ville være cirkusprinsesse. Men da det ikke just er en uddannelse, endte hun med at uddanne sig som moderne danser på Den Danske Scenekunstskole i København. Hun havde end ikke færdiggjort uddannelsen, da hun i 2013 takkede ja til audition på DR’s børnekanal Ramasjang, som endte med at blive afgørende for hendes drøm og fremtidige karriere.
Karakteren Motor Mille blev født, og Mille Gori måtte arbejde i Cirkus Summarum med pilotbriller og kedeldragt sideløbende med sine dansetimer på scenekunstskolen.
Når hun springer rundt i manegen i dag, er hun ikke i tvivl om, at danseuddannelsen har været til stor nytte for hendes arbejdsliv:
»Jeg er enormt bevidst om, hvor meget jeg bruger mit kropssprog i mine optrædener, og det havde jeg nok ikke været, hvis jeg ikke havde brugt seks år af mit liv på at danse. Selv om der ikke står danser på nogle af mine kontrakter, vil jeg alligevel vove at påstå, at det er det, jeg er. Jeg kalder det bare noget andet.«
Ærlige kritikere
Foruden sit virke som karakteren Motor Mille og børnevært på flere Ramasjang-programmer har Gori ligeledes udgivet en række børnebøger samt optrådt som skuespiller på en lang række teaterforestillinger.
Også musikscenen har hun prøvet kræfter med, og selv om entertaineren over de senere år er begyndt at engagere sig i underholdning til voksne, herunder som vært i underholdningsprogrammet ”Danmarks Vildeste Danser” på TV 2, har formidling til børn stadig en særlig plads i hendes hjerte.
Hun er derfor heller ikke i tvivl om, at hun i mange år fremover kommer til at tale til de yngste og videreføre cirkus, som betød så meget for hende selv som barn.
»Jeg bliver grundlykkelig, når jeg ser toppen af teltet blive hejst, og det er den perfekte måde at møde børn og voksne i et magisk univers. Selv om det er et arbejde, så elsker jeg bare de børn, og det, at jeg kan få lov at give dem en oplevelse af det cirkus, som betød så meget for mig. Det er den ideelle vej for mig.«
For Mille Gori er det netop netop den barnlige umiddelbarhed og ærlighed, der gør de yngste til et helt særligt publikum:
»Jo ældre man bliver, jo flere lag kommer der ligesom på løget, og som voksen er der mange ting, som man pakker ind eller ikke siger. Børn pakker intet ind, og de siger, hvad de mener, men de er omvendt også meget modtagelige for inputs, hvilket medfører, at der er et stort ansvar forbundet med at formidle til børn, som jeg er helt vild med.«
Cirkus Summarum vil være at finde i Aarhus fra den 21. juli til den 5. august, hvor det røde cirkustelt er slået op på Tangkrogen.