Politiet stoppede fire personer efter vanvidskørsel på Helsingørmotorvejen i weekenden
Politiet beslaglagde i weekenden fire køretøjer efter vanvidskørsel på Helsingørmotorvejen i zoner, hvor man må køre 60 og 90 kilometer i timen.
Københavns Politi greb ind over for vanvidskørsel både natten til lørdag og natten til søndag på Helsingørmotorvejen.
Ved fire forskellige lejligheder måtte politiet stoppet bilister og motorcyklister, der kørte alt for hurtigt i nogle zoner på motorvejen, hvor det kun er tilladt at køre henholdsvis 60 og 90 kilometer i timen. Det skriver politiet på Twitter.
Den første episode fandt sted natten til lørdag, hvor en mandlig bilist blev målt til at køre 124 km./t.
»Han var ligeledes spirituspåvirket over det tilladte og var i forvejen frakendt førerretten. Bilen blev beslaglagt på stedet med henblik på senere konfiskation,« skriver Københavns Politi.
Natten til søndag var den så gal igen på samme strækning. Med to timers mellemrum målte politiet to unge mænd til at køre henholdsvis 121 km./t. og 132 km./t. i den zone, hvor man kun må køre 60 km./t. Politiet beslaglagde begge de to mænds køretøjer - det bliver ikke angivet, om det var biler eller motorcykler.
Senere på natten havde to motorcyklister så gang i et kapløb i en zone på Helsingørmotorvejen, hvor man i øjeblikket kun må køre 90 km./t. Politiet målte den ene motorcyklist til at køre 128 km./t. og beslaglagde prompte motorcyklen.
Den var også gal i Randers natten til søndag, hvor Østjyllands Politi måtte jagte en 28-årig mand gennem centrum med over 100 kilometer i timen, inden manden kørte galt.
Den 28-årige mand blev anholdt kan forvente at blive sigtet for vanvidsbilisme, når han er blevet afhørt. Hans bil er konfiskeret.