Plejehjem ramt af smitteudbrud blandt vaccinerede
14 borgere og ni medarbejdere på et plejehjem i Køge er konstateret smittet med coronavirus. Samtlige borgere, der er smittet, er vaccinerede. De har dog ingen symptomer.
Nørremarkens Plejehjem i Køge Kommune lukker onsdag for besøg, efter at 14 beboere og ni medarbejdere er konstateret smittet med coronavirus. Der er sket på trods af, at de smittede beboere er vaccinerede.
»Vi har fået påbud om at have besøgsrestriktioner. De borgere, som er positive, bliver isolerede i deres egne lejligheder, og vi deler borgerne op i mindre grupper. De medarbejdere, der er smittede smittede, skal selvfølgelig heller ikke møde op. De er også sendt hjem i isolation,« siger Mette Olander, direktør for Velfærdsforvaltningen i Køge Kommune.
Mette Olander er overrasket over smitteudbruddet blandt de vaccinerede beboere, men hæfter sig ved, at ingen borgere oplever symptomer på sygdommen.
»Jeg er overrasket, men der er også andre tilfælde af smitte efter vaccination. Det nye er, at borgerne heldigvis ikke er syge. Som situationen er lige nu, har vi ikke nogen borgere med symptomer,« siger hun og tilføjer:
»De er friske og raske, men har positive test.«
Det vides ikke, hvor smitten er opstået. Kommunen arbejder nu sammen med myndighederne om at håndtere situationen.
Mette Olander fortæller, at der blandt de smittede medarbejdere både er nogle, der er vaccinerede, og nogle, som endnu ikke har modtaget en vaccination.
»Der er hele tiden udskiftning af medarbejdere. Der er f.eks. hele tiden nye sygeplejestuderende og sosu-hjælpere i praktik, så der vil være noget personale, som ikke er vaccineret. Men de bliver selvfølgelig testet,« siger hun.
Lavere effekt hos ældre
Det er tidligere belyst, at vaccinernes effekt er lavere hos plejehjemsbeboere. I februar offentliggjorde Statens Serum Institut resultaterne af en undersøgelse af i alt 39.040 beboere på plejehjem og 331.039 sundhedsarbejdere. Den viste, at vaccinernes evne til at beskytte mod covid-19 er 90 pct. for sundhedspersonale og 64 pct. for plejehjemsbeboere. Langt hovedparten af de vaccinerede i SSI’s undersøgelse havde fået vaccinen fra Pfizer-Biontech.
Det skyldes, at ældres immunsystem generelt er dårligere til at producere antistoffer, hvilket betyder, at de ikke opbygger lige så stærk immunitet efter vaccinationen. Derfor konkluderede SSI også i forbindelse med deres undersøgelse, at 64 pct’s beskyttelse blandt plejehjemsbeboere er »høj effektivitet«.
Selv hvis man som vaccineret bliver smittet, kan vaccinationen dog betyde, at »sygdomsforløbet bliver mildere«. Det skriver Lægemiddelstyrelsen.
I Norge har man også set flere eksempler på smitte blandt færdigvaccinerede plejehjemsbeboere. I april blev syv færdigvaccinerede plejehjemsbeboere i Ullensaker Kommune i Norge bl.a. smittet med coronavirus. Her var flere smittet med den sydafrikanske og brasilianske coronavariant. Begge disse varianter indeholder mutationen E484K, som kan medføre nedsat følsomhed for de beskyttende antistoffer.
Det er endnu uvist, hvilken coronavariant plejehjemsbeboere og personale på Nørremarks Plejehjem har. Men det undersøges at SSI, fortæller Mette Olander.