Fortsæt til indhold
Europa

Flere færdigvaccinerede plejehjemsbeboere i Norge er blevet smittet

To plejehjem i Norge er ramt af smitteudbrud blandt beboere, der ellers var færdigvaccineret.

Syv færdigvaccinerede plejehjemsbeboere i Ullensaker Kommune i Norge er blevet smittet med coronavirus. Tre af de syv har fået påvist enten den sydafrikanske eller brasilianske virusvariant.

Det skriver det norske TV2 torsdag.

»Det er overraskende, at så mange har fået påvist smitte, når de allerede er færdigvaccineret,« siger Laurence Jary-Vattøy, der er kommuneoverlæge i Ullensaker til mediet.

Forhåbentligt er det ganske få af dem, som udvikler alvorlig sygdom, men hos de ældste og mest skrøbelige vil det kunne ske fra tid til anden. Der er ikke 100 pct. beskyttelse, selv om vaccinen er vældig god.
Are Berg, overlæge i den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet (FHI)

Og det er ikke det eneste plejehjem, der har oplevet flere tilfælde af smitte blandt færdigvaccinerede beboere.

Det norske medie NRK skriver, at der også i Sandnes er seks beboere på plejehjemmet Rovik bo- og aktivitetssenter, som er blevet smittet, selvom de var færdigvaccinerede med vaccinen fra Pfizer og Biontech. En af beboerne døde med smitten i kroppen, men de andre smittede er ikke alvorligt syge.

Alder påvirker effekten

Alle de smittede i Sandnes var over 80 år, og ifølge Are Berg, der er overlæge i den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet (FHI), er smitteudbruddene netop et udtryk for, at vaccinerne ikke virker godt nok blandt de allerældste.

»Forhåbentligt er det ganske få af dem, som udvikler alvorlig sygdom, men hos de ældste og mest skrøbelige vil det kunne ske fra tid til anden. Der er ikke 100 pct. beskyttelse, selv om vaccinen er vældig god,« siger han til NRK.

Det er forventeligt, at effektiviteten er lavere for ældre, fordi immunsystemet reagerer dårligere med alderen.

Her i Danmark har Statens Serum Institut gennemført en undersøgelse af i alt 39.040 beboere på plejehjem og 331.039 sundhedsarbejdere. Den viste, at vaccinernes evne til at beskytte mod covid-19 er 90 pct. for sundhedspersonale og 64 pct. for plejehjemsbeboere.

Langt hovedparten af de vaccinerede i SSI’s undersøgelse havde fået vaccinen fra Pfizer-Biontech.

Udover alder kan også nogle mutationer betyde, at vaccinerne har mindre effekt. De sydafrikanske og brasilianske mutationer har begge mutationen E484K, som kan medføre nedsat følsomhed for de beskyttende antistoffer.