Fortsæt til indhold
Indland

Hver femte danske unge har købt kopivarer uden at vide det

Unge risikerer at støtte organiserede kriminelle grupper ved at købe ulovlige kopivarer, siger styrelse.

/ritzau/

18 procent af de danske unge mellem 15 og 24 år har købt ulovlige kopivarer på nettet - uden at vide det. De risikerer at støtte kriminelle grupper, og de kan udsætte sig selv for fare.

Det skriver Patent- og Varemærkestyrelsen i en pressemeddelelse. Den kommer på baggrund af nye tal fra Den Europæiske Varemærkemyndighed (EUIPO).

- Alt for ofte bruges de store tech-platforme til køb og salg af produkter på nettet. Produkter som kan være farlige og ikke mindst ulovlige.

- Det må simpelthen ikke ende i hænderne på vores unge mennesker, der i god tro handler på nettet, siger erhvervsminister Simon Kollerup i et skriftligt svar.

Tirsdag starter Patent- og Varemærkestyrelsen en kampagne rettet mod unge for at komme problemet til livs.

Kampagnen rettes mod de unge, da de køber flere kopivarer på nettet end resten af befolkningen, oplyser Patent- og Varemærkestyrelsen.

De kriminelle grupper, der handler med kopivarer, kan også være involveret i andre former for kriminalitet. Det forklarer Barbara Suhr-Jessen, der er sektionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen.

- Det er ulovligt at sælge kopivarer erhvervsmæssigt. Derfor handler man i udgangspunktet med en kriminel, hvis man køber kopivarer.

- Ofte er det organiserede kriminelle grupper, der står bag kopivarerne, og det har vist sig, at de ofte er involveret i andre former for alvorlig kriminalitet som narkotikahandel, hvidvask eller ulovlig våbenbesiddelse, siger hun.

I EU alene løber handlen med kopivarer op i mange milliarder. Det viser en rapport fra EUIPO fra 2020 ifølge Barbara Suhr-Jessen.

- Op til 6,8 procent af importen til EU kan være kopivarer, siger hun.

Det svarer til, at der bliver handlet kopivarer for op til 901 milliarder danske kroner i EU.

Ud over de 18 procent, der har købt en kopivarer uden at vide det, har 27,6 procent købt en vare, hvor de var i tvivl om, hvorvidt den var ægte eller falsk.

Ifølge Patent- og Varemærkestyrelsen har 17 procent af unge bevidst bestilt en kopivare på nettet.

- Vi kan se, at de unge mangler viden om, hvorfor de skal undgå kopivarer. Det er den viden, som vi gerne vil give dem med denne kampagne, siger Barbara Suhr Jessen.