Fortsæt til indhold
Indland

Alle bornholmere opfordres til test efter smitteudbrud

Smitte med særlig variant på Bornholm er inddæmmet, men folk bør blive testet alligevel, opfordrer styrelse.

/ritzau/

Der er konstateret et smitteudbrud med en særlig coronavariant på Bornholm, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed onsdag på Twitter.

Omkring 20 personer er testet positive. Det fremgår dog ikke, hvilken særlig coronavariant der er tale om.

Ifølge styrelsen er smitten inddæmmet. Men den opfordrer "af forsigtighedsprincip" alle, der bor på Bornholm eller har været på øen omkring pinse, til at lade sig teste.

Det var pinsedag søndag 23. maj.

Bornholms Regionskommune skriver på sin hjemmeside, at man på Bornholm kommer til at skrue op for antallet af PCR-prøver de kommende dage.

Det sker efter anbefaling fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Den ekstra testindsats finder allerede sted på Bornholm, da man er begyndt at forberede sig på det forestående Folkemøde, der finder sted på øen 17.-19. juni.

Regionskommunen understreger dog, at "der er fuldstændig styr på smitteudbruddet, og at det hurtigt blev inddæmmet".

Bornholms Regionskommunes incidenstal er onsdag blevet opgjort til 45,94. Det dækker over antallet af smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage.

Hvis en kommunes incidenstal ligger over 300, har det pågældende område opfyldt ét af to krav til automatisk nedlukning.