Rød farve i toilettet skal afsløre bakterier fra afføring
Badning i Kvie Sø i Varde Kommune frarådes i hele 2021, mens kommunen undersøger, hvordan bakterier fra afføring er endt i den.
Efter at en rapport fra Det Europæiske Miljøagentur tirsdag beskrev vandkvaliteten i Kvie Sø som ringe, har Varde Kommune valgt at fraråde badning i søen resten af året.
Det har kommunen gjort, fordi den dårlige vandkvalitet kommer af, at der er fundet E. colibakterier, der stammer fra afføring, i søen.
Allerede i august 2020 var der problemer med tarmbakterier i Kvie Sø, og badning blev frarådet. Siden har Varde Kommune undersøgt, hvor bakterierne kommer fra, men det har indtil videre ikke båret frugt.
Derfor vil kommunen nu hælde rødt farvestof i toiletterne i omkringliggende sommerhuse for på den måde at undersøge, om der er en fejl i kloaksystemet, der gør, at spildevand bliver hældt ud i søen.
Det fortæller Klaus Bertram Fries, der er leder af Naturcentret i Varde Kommune.
»Vi har brugt efteråret på at undersøge forskellige spor, og de er alle sammen endt blindt, så nu er vi nået frem til den her større opgave. Som udgangspunkt går man jo ud fra, at kloaksystemet fungerer, så det var ikke det første spor, vi undersøgte, men her er vi endt.«
Undersøgelserne, som Varde Kommune tidligere har gennemført, har bl.a. vist, at baktierne stammer fra afføring fra pattedyr – formentlig mennesker. Derfor har kommunen først undersøgt sommerhuse uden kloakering, inden den nåede frem til dette område.
Klaus Bertram Fries forventer, at arbejdet med at hælde det røde sporstof i toiletterne vil begynde om nogle uger. Inden da har kommunen bedt en rådgiver om at indsnævre området, så den hælder farven i så få toiletter som muligt.
»Hvis vi hælder farve i toilettet i 300 sommerhuse, og det viser sig, at farven når ud til søen, er vi ikke nået ret langt, fordi vi så alligevel skal tjekke alle sommerhusene,« forklarer han.