Fortsæt til indhold
Indland

Vaccineplanen lader vente på sig: »Der vil komme endnu en forsinkelse i vaccineplanen«

Den kalender, som skal fortælle danskerne, hvornår de kan forvente at blive vaccineret, lader vente på sig.

Det bliver sværere og sværere for danskerne at regne ud, hvornår de kan forvente at blive indkaldt til en covid-vaccination.

Den seneste danske vaccinationskalender er dateret den 10. maj, og en ny version lader vente på sig. Tidligere på ugen lød meldingen fra Sundhedsstyrelsen, som står for at udarbejde kalenderen, at der ville komme en ny plan mandag den 31. maj. Men nu er også dén dato blevet skubbet, lyder det søndag formiddag fra Sundhedsstyrelsens pressechef Tina Guldmann Gustavsen..

»Den når ikke at blive klar i morgen,« skriver hun på Twitter, hvor mange borgere i de seneste dage har spurgt styrelsen, hvornår den nye kalender vil blive offentliggjort.

Grunden til, at den nye vaccinationskalender er ventet med spænding, er, at den nuværende plan regner med, at der fra uge 23 vil trille over 100.000 ugentlige doser af ”øvrige vacciner” ind over Danmarks grænser.

Det tal dækker over vaccinen fra Curevac, som myndighederne i begyndelsen af maj regnede ind i den nuværende plan.

Som vaccineplanen ser ud nu, er det stadig forventningen, at Curevac vil kunne tages i brug allerede i juni. Imidlertid venter Curevac stadig på nok data fra fase 3-studierne, og vaccinen er stadig ikke godkendt til brug. Derfor virker det meget usandsynligt, at vaccinen kan blive en del af det danske program inden for få uger.

»Det er meget svært at forestille sig, at vi kommer i gang med at vaccinere med Curevac allerede i juni, og derfor bliver vi nødt til at nedjustere forventningen til antallet af leverede doser. Det betyder alt andet lige, at der vil komme en forsinkelse i vaccineplanen,« siger Mikael Olai Milhøj, der er chefanalytiker i Danske Bank, hvor han er ansvarlig for at følge vaccineudrulningen.

Ifølge analytikeren er det svært at sige noget om, hvornår Curevac-vaccinen kan blive en del af programmet i Danmark. Men Sundhedsstyrelsens beslutning om at tage vaccinen med ind i kalenderen på baggrund af estimater var ifølge Mikael Olai Milhøj »lige lovlig optimistisk«. Derudover er det ifølge analytikeren svært at kommentere estimaterne, fordi myndighederne ikke lægger åbent frem, hvilke antagelser og beregninger, der ligger bag udformningen af den.

I den nye vaccinationskalender, som ifølge Sundhedsstyrelsen nu er ventet i begyndelsen af juni, vil det dog med al sandsynlighed blive afsløret, hvor mange Pfizer- og Moderna-doser vi kan forvente at få leveret i løbet af sommeren.

Tallene for disse leveringer er lige nu kun fastlagt frem til og med uge 26.

»Det, der formentlig kommer til at ske, er, at vi får nogle flere tal fra Pfizer og Moderna, og så vil selve planen blive udskudt, fordi vi mangler Curevac. Der er også den mulighed, at vi øger intervallet mellem de to givne doser endnu mere for på den måde at give flest mulige mennesker første stik hurtigt. Men det ser jeg ikke for mig, for det vil udfordre det forsigtighedsprincip, vi hele tiden har anlagt,« vurderer Mikael Olai Milhøj.

Den danske vaccinationskalender er allerede blevet rykket mange uger, fordi myndighederne har valgt at tage både Astrazeneca og Johnson & Johnsons vaccine ud af den officielle plan og gøre dem frivillige.