Fiskesygdom fundet i sønderjysk dambrug
Sygdommen har inden det nu andet udbrud på en uge ikke været at finde i Danmark.
For anden gang på en uge er der konstateret smitte med fiskesygdommen IHN på et dambrug i Danmark.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
400.000 regnbueørreder er konstateret smittet med sygdommen i et dambrug, der er beliggende ved Bylderup-Bov i Aabenraa Kommune. I den forgangne uge blev smitten fundet i et dambrug i Stouby ved Vejle.
Sygdommen smitter ikke mennesker, men kan være dødelig for fiskene. Styrelsen advarer dog om, at »udbruddet kan få alvorlige konsekvenser for dambrugserhvervet i Danmark og give anledning til, at eksportmarkeder og samhandelslande vil begrænse handel med levende fisk og fiskeprodukter fra Danmark i en periode.«
»Sidste uges udbrud var desværre ikke et isoleret tilfælde, og det er ulykkeligt, at endnu et dambrug er smittet med IHN. Vi gør nu, hvad vi kan, for at hindre yderligere smittespredning,« udtaler souschef i Fødevarestyrelsen Tim Petersen.
Dambruget med de 400.000 fisk er nu under offentligt tilsyn, hvilket betyder, at fisk, produkter eller udstyr ikke må flyttes til eller fra dambruget. Styrelsen er nu ved at afklare, hvad der skal ske med fiskene.
Fødevarestyrelsen opretter nu en beskyttelseszone, der omfatter de åer og vandløb, der er forbundet med dambruget.
Dambrugsvirksomheder i zonen kommer under offentligt tilsyn, og i zonen gælder særlige restriktioner for lystfiskere, der blandt andet skal desinficere deres udstyr efter brug, hvis de fisker i området.
Og der skal altså en grundig rengøring til, hvis man har dyppet linen inden for området, der strækker sig fra Aabenraa i øst til Højer i vest. Således skal stænger, hjul, liner, kroge, kroge, blink, fluer, fiskestøvler, transportmidler og andet udstyr, som må formodes at have været i kontakt med fisk eller såkaldt frivand i restriktionszonen desinficeres efter brug.
Kortet over zonen kan ses her.
Man formoder, at smitten er kommet til dambruget i Aabenraa, efter at der er sendt fisk mellem de to dambrug, selvom man endnu ikke kan fastslå kilden til udbruddet.
Sidste uges udbrud i dambruget ved Vejle var første gang, at sygdommen blev fundet i Danmark.