Fortsæt til indhold
Indland

Jysk kommune har nu mest udbredt smitte

Med et incidenstal på 300,8 indtager Holstebro nu førstepladsen på listen over kommuner med mest udbredt smitte.

Listen over kommuner med mest udbredt covid-19-smitte i Danmark har i månedsvis været domineret af især kommuner fra den københavnske vestegn. Men i den seneste uge så man pludselig Hørsholm på den lidet misundelsesværdige førsteplads, og kristi himmelfartsdag skete der en ny forskydning i toppen, idet en jysk kommune nu har fået relativt flest smittede.

Det drejer sig om Holstebro, som med et incidenstal på 300,8 nu indtager førstepladsen. Det vil sige, at godt 300 pr. 100.000 indbyggere i Holstebro er blevet konstateret smittet den seneste uge. På de følgende pladser kommer Hørsholm (290,3), Høje Taastrup (278,6), Tårnby (233,6) og København (233,3). Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Det såkaldt testjusterede incidenstal for Holstebro er aktuelt på 174,2. Grænsen for nedlukning trækkes ved et testjusteret incidenstal på 250. Onsdag var det testjusterede tal dog hele 184, så det går tilsyneladende i den rigtige retning i Holstebro.

Dagens uheldige topplacering kommer efter nogle dage, hvor politikerne i Holstebro valgte at udsende en pressemeddelelse, hvori det blev oplyst, at smittetrykket var højt særligt blandt Holstebros børn og unge. Faktisk så højt, at kommunen er tæt på en automatisk nedlukning igen. Det vil i givet fald betyde, at kommunale institutioner, serveringssteder, udvalgsvarebutikker, liberale serviceerhverv m.m. lukker ned.

For at undgå at komme i den situation har Økonomiudvalget i kommunen anbefalet, at alle foreninger, hvor der er særlig risiko for smitte, lukker ned for deres aktiviteter i 14 dage. Et næste tiltag kan blive lukning af kommunens skoler.

»Vi nærmer os med hastige skridt en automatisk nedlukning, som kan vare i længere tid. Derfor har vi i Økonomiudvalget drøftet, hvad vi kan gøre for at undgå, at skoler, uddannelsessteder, butikker, restauranter, cafeer, frisører m.m. skal lukke automatisk ned,« sagde borgmester H.C. Østerby (S).

Alle borgere opfordres til at blive testet og vende tilbage til de mindre bobler.

Tirsdag meddelte rektor på Holstebro Gymnasium og HF, at man gældende fra onsdag sendte samtlige 800 elever hjem til virtuel undervisning til og med tirsdag i næste uge. Det efter at 22 elever i samme klasse var testet positiv for coronavirus.

Skulle smitten fortsætte i den forkerte retning, vil en kommunal nedlukning som udgangspunkt omfatte nedlukning af grundskoler, sfo’er og klubtilbud samt ungdoms- og voksenuddannelsesinstitutioner, lokaler og steder, hvor der udøves kulturaktiviteter herunder bl.a. museer, biografer og daghøjskoler.

Også lokaler, hvor der udøves idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter herunder idrætshaller, svømmehaller og træningscentre, vil skulle lukke dørene.

En anden kommune, der pludselig har oplevet en voldsom smittestigning, er Helsingør. Fredag i sidste uge lå kommunens testjusterede incidens på 114. I dag er den steget til 171 ifølge tal fra Statens Serum Institut. Så sent som 4. maj var tallet nede på 91. Kommunen er nu i fare for nedlukning.

»Jeg er meget bekymret, for det er gået rigtig stærkt,« siger borgmester Benedikte Kiær til Berlingske.