Fortsæt til indhold
Indland

Netto-magasinets forside af Mette Frederiksen møder kritik

»Hele Danmarks Mette« står der på forsiden af Nettos magasin, Lime. Salling Groups administrerende direktør giver kritikerne ret i, at man »burde have overvejet objektiviteten nærmere.«

»Hele Danmarks Mette.«

De ord pryder forsiden af Nettos gratis kundemagasin, Lime. Et billede af en let smilende Mette Frederiksen i profil på lyserød baggrund ledsager ordene.

Forsiden er blevet mødt kritik fra især borgerlig side.

»Kvalmende, at et reklamebureau vil tage penge fra Netto for at fremstille sådan en gang tyndbenet jammer uden snert af journalistik,« lyder det f.eks. fra folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Hans Kristian Skibby på Twittter.

Forhenværende Venstre-minister og borgerlig debattør Søren Pind konstaterer, at »det her kunne Socialdemokratiet ikke købe sig til,« på samme medie, mens De Konservatives pressechef Filip Lauritzen foreslår, at Lime kan »gøre det godt igen« ved at sætte partileder Søren Pape (K) på forsiden af næste udgave med ordene »Hele Danmarks Søren«:

»Så står det 1-1, og alle er glade,« skriver han på Twitter.

Direktør svarer på kritikken

Kritikken fik søndag aften Salling Groups administrerende direktør Per Bank til tasterne. Han gør opmærksom på, at den redaktionelle produktion af magasinet varetages eksternt, men han giver kritikerne ret i, at man »burde have overvejet objektiviteten nærmere.«

Det skriver han som svar på chefredaktør for Berlingske Tom Jensens indlæg i debatten.

Michael Løve, der er chef for Netto International, indrømmer i samme tråd, at overskriften godt »kunne have været mere neutral,« men han understreger samtidig, at både magasinet og Netto er uafhængige.

»Lime er et kundemagasin til kvinder med en uafhængig redaktion. Der er lavet mange portrætter af kvinder gennem årene. Det ændrer ikke på, at Netto er politisk uafhængig, selvom overskriften nok kunne have været mere neutral,« skriver han og deler et billede af en tidligere forside med løsgænger og borgerligt folketingsmedlem Inger Støjberg.

Også transportminister Benny Engelbrecht forsvarer magasinet:

»Kunne man forestille sig, at magasiner, der har kvinder som primær målgruppe, bl.a. vælger at lave interviews med kvindelige ledere, og at magasiner, der har mænd som primær målgruppe, foretager det modsatte valg?« skriver han på Twitter.

Transportministeren deler samtidig en forside fra Euroman med tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og tre andre forsider fra Lime med kvindelige toppolitikere, herunder en forside med Enhedslistens Pernille Skipper med overskriften »Bossladyen Skipper.«