Fortsæt til indhold
Indland

Stop: Kommune opfordrer alle til test efter smittestigning

Smitten er ved at nå et bekymrende niveau i Gentofte, og derfor bliver der opfordret til massetest af alle befolkningsgrupper.

Der er endnu et godt stykke til en nedlukning af kommunen. Så meget står klart for Gentofte.

Især over den seneste uge er smitten dog steget så hurtigt, at kommunen alligevel er blevet bekymret og skrider til handling.

»TAG TESTEN,« blev det derfor deklareret - inklusive versaler - fra kommunens Facebookside, lige inden den forlængede weekend satte ind.

»Smitten stiger i Gentofte. I mange uger har antallet af coronasmittede i kommunen ligget på et lavt og stabilt niveau. Sådan er det desværre ikke længere – smitten stiger hurtigt i disse dage. Vi opfordrer derfor alle, både børn (også dem under 12 år), unge og voksne til at lade sig teste regelmæssigt, så vi kan få stoppet udbredelsen af corona,« lyder det videre fra kommunen.

Et kig på incidenstal, som beskriver antal smittede pr. 100.000 indbyggere, viser, at udviklingen begyndte i starten af den forgangne uge.

Lørdag d. 17. april var incidenstallet således under 70. Da ugen sluttede, var det nået over 100, og det seneste incidenstal fra fredag lød på 155,5.

Det er nok til, at kommunen nu har landets sjettehøjeste incidenstal. Der er dog endnu langt til toppen af listen, hvor Høje-Taastrup ligger med 262 i incidens.

Politikerne har i denne uge justeret på modellen for automatisk nedlukning, så en kommune nu først bliver automatisk nedlukket ved en testkorrigeret incidens på 250. På dette parameter lå Gentofte fredag på 116,4.