Fortsæt til indhold
Indland

Fagfolk efterlyser stærkere bestyrelser i almene boligselskaber

Bestyrelser i mange almene boligselskaber er for svage til at matche deres direktører, lyder det fra flere sider.

Der er brug for stærkere og mere kompetente bestyrelser i landets almene boligforeninger.

Sådan lyder det fra flere sider efter sagen om Østjysk Bolig, som politiet efterforsker i en sag om mulig svindel for mindst 15-20 mio. kr.

En million danskere bor i almen bolig, og i nogle foreninger administreres værdier for over 1 mia. kr.

Bestyrelserne i boligforeningerne er typisk befolket med beboere, men ifølge professor og dr.jur. Erik Werlauff er der behov for at få professionelle og flere personer med relevant erfaring ind i bestyrelserne for at give boligdirektørerne modspil.

»Mange tror, at de gør en tjeneste ved frivilligt at melde sig til en bestyrelse, men der følger samme ansvar som for bestyrelser i private selskaber. Man skal være klar til at påtage sig ansvar og blive bedømt efter professionelle standarder,« siger Erik Werlauff, mens Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, foreslår at sende bestyrelsesmedlemmer på kurser:

»Hvis de ikke har de krævede kompetencer, skal de tilegne sig dem.«

Boligforeningernes organisation, BL, har hyret Deloitte til at undersøge, hvad man kan lære af svindelsagen i Østjysk Bolig. Heriblandt hvordan bestyrelserne skal styrkes, forklarer direktør Bent Madsen:

»Der kan være behov for langt større fokus på bestyrelsesuddannelse og brug af muligheden for eksterne folk i bestyrelserne – en sådan sag vil vi aldrig se igen, derfor skal vi uddrage maksimal lærdom af den.«

I svindelsagen i Østjysk Bolig bliver det lige nu undersøgt, om bestyrelsesmedlemmerne, der alle har været lejere i boligforeningen, kan gøres erstatningsansvarlige.

Jyllands-Posten kan i dag fortælle, at bestyrelsen allerede i 2017 drøftede uregelmæssigheder omkring foreningens daværende direktør, Allan Søstrøm. Drøftelserne blev gengivet i et referat, som det kommunale tilsyn og de øvrige beboere ikke fik adgang til.

Boligminister Kaare Dybvad Bek skriver i en mail, at han ønsker at støtte lejernes engagement:

»Jeg vil derfor også gerne se på, hvordan vi kan styrke de beboervalgte med mere viden om bestyrelsesarbejdet.«