Ringkøbing-Skjern Kommune delte borgeres cpr-numre
Ringkøbing-Skjern kommune kom ved en fejl til at vedhæfte listen med cpr-numre i en e-boks besked til en lang række borgere.
En gruppe borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune skulle blot have modtaget en mail i deres e-boks med varsling om et fremtidigt kloakeringsarbejde, men det var dog ikke alt, de fik. Med beskeden fik de også adgang til en gruppe sommerhusejeres meget personlige oplysninger
Ved en fejl havde kommunen nemlig vedhæftet en liste over et ukendt antal sommerhusejeres cpr-numre og adresser. Det skriver TV Midtvest.
»Det er frygteligt uheldigt, og det må ikke ske. Og alligevel ved vi, at den slags kan ske. Enten af tekniske årsager eller af menneskelige årsager. Vi skal beklage over for dem, der har fået lækket deres cpr-numre,« erkender John G. Christensen (S), formand for Teknik og Miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, over for mediet.
John G. Christensen oplyser desuden, at man endnu ikke ved, hvordan fejlen er opstået, og om det vil få konsekvenser. Ifølge TV Midtvest er folketingspolitikeren Søren Gade (V) blandt de sommerhusejere, hvis personnummer var vedhæftet mailen. Det bekræfter politikeren selv til mediet.
Det er dog langtfra første gang, at der sker læk af danskernes cpr-nummer.
Søndag kom det frem, at en 40-årig tidligere politibetjent er blevet varetægtsfængslet frem til den 12. maj for at have delt statsminister Mette Frederiksens og sundhedsminister Magnus Heunickes cpr-numre på bl.a. Twitter, Instagram og Youtube.
Værre gik det til tilbage i februar 2020, da Udviklings- og Forenklingsstyrelsen kunne berette, at 1,2 mio. danskeres cpr-numre ved en software-fejl var blevet lækket til de amerikanske techgiganter Google og Adobe over en femårig periode.
Fejlen bestod i, at når brugere havde rettet deres oplysninger i systemet Tastselv Borger, blev cpr-nummeret en del af webadressen, der blev sendt til Google og Adobe.
Det blev opdaget af styrelsen i forbindelse med et tilsyn af platformen. Virksomheden bag Tastselv Borger vurderede dengang, at cpr-numrene ikke havde været synlige for virksomhederne.
Tilbage i 2018 var det Gladsaxe Kommune, der kom i søgelyset, da 20.600 borgeres personfølsomme oplysninger blev kompromitteret, efter at tyve havde stjålet en computer, hvor oplysningerne - krypteret - lå på.
Sagen udmøntede sig i et sagsmål mod kommunen, hvor en virksomhed ifølge Advokatwatch søgte om erstatning på vegne af en gruppe borgere.
I sagen fra Ringkøbing-Skjern fik de berørte borgere efterfølgende en mail om, at de ved en fejl havde modtaget listen med cpr-numre.