Farlig herpesvirus har ramt jyske stutterier - flere heste er døde
En dødelig variant af hesteherpes har ramt flere steder i Danmark, og stutteriejere prøver nu med al magt at få bremset smitten.
Virussen hesteherpes er ikke at spøge med for hesteejere. Derfor går mange danske hestefolk for tiden og bider negle over udbrud af flere typer af den smitsomme og potentielt dødelige virus i landet.
Stutteri Svalegård ved Viborg har i denne uge meddelt på Facebook, at en avlshoppe og et føl samt to af stutteriets rideheste er blevet aflivet efter at have fået virussen.
»Pas på jeres heste,« lyder opfordringen fra stutteriets ejer, Ane Krabbe, som lukkede stalden for alle udefrakommende, så snart det stod klart, at der var tale om herpesvirus.
Det jyske stutteri er ramt af både type 1 (EHV-1) og type 5 (EHV-5) af virussen og er nu i karantæne. Begge virustyper spredes via luft og kontakt og kan give varierende symptomer, men type 1 er den farligste, fordi den både kan få drægtige hopper til at abortere og gøre hopperne ude af stand til at blive drægtige.
Derudover kan typen også give neurologiske symptomer med lammelser og i værste fald føre til, at hesten dør.
For os, som lever af heste, ville det være fatalt at få det inden døre.Ib Kirk, ejer af hingstestation
Herpesvirussen fik international opmærksomhed, efter at et stort stævne i Valencia i Spanien blev ramt af EHV-1. Hundredevis af heste blev i løbet af stævnet transporteret tilbage til deres hjemlande, hvilket har givet grobund for yderligere smittespredning.
Sidst i december dukkede den farlige type op på Sjælland, og nu er der altså også registreret udbrud i Jylland.
Frygten for sygdommen har fået flere hestefolk til at holde deres heste hjemme. Det gælder bl.a. den kendte dressurrytter Andreas Helgstrand, som i denne uge traf beslutning om at holde flere af sine dyre hingste hjemme frem for at indsyne dem på et ridecenter i Tørring.
»Herpesudbruddet har allerede ramt Europa, og de første tilfælde er endda set i Danmark, så vi tør simpelthen ikke løbe den risiko at flytte hingstene. Selv om situationen på nuværende tidspunkt er under kontrol herhjemme, skal vi også tænke på, at vi driver en forretning sammen med vores investorer. De stoler på, at vi træffer de rette beslutninger og sikrer hestenes ve og vel. Vi tør ikke løbe den risiko,« skriver Andreas Helgstrand på dressurstaldens hjemmeside.
På hingstestationen Katrinelund på Mors har man ikke haft herpesvirus, men ejer Ib Kirk er bekymret over, at der er udbrud så tæt på.
»Det er tæt på, så vi bliver nervøse. Jeg frygter det rigtig meget. For os, som lever af heste, ville det være fatalt at få det inden døre,« siger han til TV Midtvest.
Han har bedt sine kunder om at bestille sæd, som kan fragtes til modtageren, frem for at møde fysisk op ved hingstene. Og han tager kun heste fra lukkede besætninger ind.
Personer, der har med heste at gøre, kan hjælpe med at inddæmme smitten ved at holde sig fra at røre fremmede heste, holde deres egne heste væk fra fremmede heste i videst muligt omfang, samt tilkalde dyrlæge med det samme, hvis ens hest har feber eller er snottet.
Det internationale rideforbund, FEI, har aflyst alle stævner frem til den 11. april på grund af udbruddet. Dansk Ride Forbund har i denne uge stillet krav om, at alle heste som kommer til Danmark fra udlandet sættes i 28 dages karantæne og overvåges for udbrud af herpesvirus 1, inden de kan deltage i aktiviteter under DRF.
Hesteherpes kan smitte den samme hest igen og igen, da der ikke er nogen lang immunitet over for virussen, og virussen kan ligge latent i symptomfrie heste. Derfor ses det med jævne mellemrum, at der dukker udbrud op i Danmark.
Herpesvirus er ikke anmeldepligtig, og derfor er det svært for myndighederne at registrere udbredelsen. Både i 2018 og 2019 blev Danmark ramt af lignende, dødelige udbrud. Hesteherpes kan ikke smitte mennesker.