Fortsæt til indhold
Indland

Smitten stiger i flere tætbefolkede områder i Odense

Odense Kommune kan på baggrund af tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed konstatere, at der også er øget smittespredning i andre tæt befolkede boligområder end Vollsmose.

Det er ikke kun Vollsmose, der har problemer med smittespredning i Odense. Kommunen kan konstatere, at der er flere smitteudbrud i områder af byen, hvor folk bor tæt.

Det oplyser Odense Kommune i en pressemeddelelse.

Derfor holder kommunen nu sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed øje med smittetallene helt ned på sogneniveau.

Odense Kommune oplyser, at man følger udviklingen tæt i sogne med tætbefolkede boligområder, og byens socialdemokratiske borgmester Peter Rahbæk Juel holdt fredag møde med repræsentanter fra sundhedsberedskabet og de almene boligorganisationer i Odense for at samarbejde om forebyggende initiativer.

»Det er bekymrende, når vi ser smitteudviklingen i de forskellige bydele, og derfor er det vigtigt, at vi handler hurtigt, så smitten ikke når at udvikle sig. Test, isolation og afstand er vejen frem, og værktøjerne skal også i spil ved mindre lokale udbrud i byen. Det er afgørende vigtigt, at vi er fælles om at løfte indsatsen, og derfor er jeg glad for det nu endnu tættere samarbejde med boligorganisationerne om at forebygge smitteudbrud,« udtaler borgmester Peter Rahbæk Juel i pressemeddelelsen.

Smitten stiger igen i Vollsmose

Kommer incidensen i et sogn over 200, og er der mere end 10 smittede, vil kommunen have en øget opmærksomhed på ekstra forebyggende indsatser i området. Lige nu er der ifølge kommunen to områder over den grænse: Området Blommelyst, der har en incidens på 365 og Odense NØ, der har en incidens på 408 smittede pr. 100.000 indbyggere, og hvor Vollsmose ligger.

Odense V ligger lige under grænsen med en incidens på 190.

Smitten i Vollsmose er desuden igen stigende, efter det ellers var lykkes at halvere smittetallene i området. Fra mandag til fredag er incidensen i boligområdet steget fra 415,6 til 525, og fredag var således fjerde dag i streg, hvor smitten i boligområdet steg. Det skriver TV2 Fyn.

Det er dog endnu et stykke fra situationen den 8. marts, hvor smitteniveauet i Vollsmose var på sit højeste. Her var der 951,5 smittede pr. 100.000 indbyggere.

Odense Kommune har et samlet incidenstal på 115,7.