Fortsæt til indhold
Indland

Esbjerg er farvet sort på smittekortet - og borgmesteren tror ikke, det er slut endnu

Et udbrud med forbindelse til et boligområde og en skole har fået smitten til at stige kraftigt i Esbjerg Kommune.

På ganske kort tid er Esbjerg endt nær toppen af listen over coronasmitte i Danmark.

De seneste tal fra søndag viser, at den vestjyske kommune har landets sjettehøjeste smitte med et incidenstal på 201,1. Esbjerg er den eneste kommune uden for hovedstadsområdet over 200.

Incidenstallet viser antal smittede pr. 100.000 indbyggere over en uge.

I kommunen har man sporet de største problemer til bydelen Jerne i den østlige del af Esbjerg by. Det fik tidligere på ugen den konsekvens, at Bakkeskolen Cosmos er blevet lukket for fremmøde.

Op til lukningen var flere lærere og elever på skolen blevet testet positive.

Jerne rummer blandt andet boligområderne Skoleparken og Stengårdsvej, hvoraf sidstnævnte især er udpeget til at have smitteproblemer.

Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) tror ikke, at problemet har toppet endnu.

»Vi forventer, at smittetallene vil stige hen over weekenden og også i de første dage af den kommende uge på grund af den massive testindsats, men derefter skulle vi gerne se, at udbruddet klinger af, og tallene falder igen,« skrev han lørdag på Facebook.

Kommunen har fået assistance fra Styrelsen for Patientsikkerhed i håndteringen af udbruddet og opgraderet både testkapaciteten og smitteopsporingen.

Hidtil har Esbjerg været langt fra toppen af landets smittestatistik. Den eneste undtagelse var perioden omkring jul og nytår, hvor der i Esbjerg ligesom resten af landet var høje smittetal, som siden dalede kraftigt igen.

Statistikken viser også, at kun 2,54 pct. af kommunens indbyggere har været registreret smittede under epidemien. Det er noget lavere end landsgennemsnittet, som ligger på 3,79 pct.

For kun tre uger siden var kommunens incidenstal også helt nede omkring 20 - det var dog på et tidspunkt, hvor lyntest ikke talte med i SSI’s smitteopgørelse.

Esbjerg er langt fra ene om at have problemer med høj smitte i boligbloksbyggeri som Stengårdsvej.

I Odense er der således fortsat problemer med høje incidenstal i bydelen Vollsmose. Her begynder der dog at være tegn på bedring efter en massiv testindsats.

Søndag var incidenstallet målt alene for Volssmose faldet til ca. 550. Det er fortsat højt og langt højere end resten af Odense, men dog næsten en halvering i forhold til toppen for ca. en uge siden.

Også Kolding og Vejle på det seneste haft problemer med højere smitte i boligområder end i den øvrige del af kommunerne.