Patientforeninger: Rør ikke ved vaccinekøen
Gigtforeningen og Hjerteforeningen stiller sig stærkt kritiske over for overvejelserne om en ændret vaccinekø.
Danske gigtpatienter klamrer sig til håbet om en vaccine efter et år med næsten fuldstændig isolation for manges vedkommende.
Sådan lyder det i et åbent brev fra patientforeningen Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind, til sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Danske Regioner har senest anbefalet, at man indretter vaccinekøen efter alder i stedet for i de nuværende grupper, der er inddelt efter individuelle vurderinger af patienters sårbarhed.
Og det er netop det forslag, der giver anledning til bekymring i Gigtforeningen.
- Vi har en større gruppe af yngre gigtpatienter, der kommer bagest i køen. De har indtil nu holdt sig i ro, fordi de var i gruppe 10.
- Men det kan simpelthen ikke være rimeligt, at en rask 45-årig skal vaccineres før en yngre gigtpatient, siger Mette Bryde Lind til Ritzau.
Og der er stor forskel på, om man bliver vaccineret i maj eller juni, mener hun.
- De har brug for at komme ud og få et rigtigt liv, og derfor synes jeg, at det er katastrofalt, at de skal sidde bagest, siger Mette Bryde Lind.
Også Danske Patienter stemmer i med kritikken.
- Vi hører fra patientforeningernes rådgivning, at folk begynder at være selvmordstruede, fordi de ikke kan klare det mere, så denne udmelding ser vi på med stor alvor, siger formand Klaus Lunding i en pressemeddelelse.