Sjællandske politikere: Gør Kalundborg-motorvejen færdig, og byg en motorvej til Næstved
Politikere fra hele Region Sjælland samt det lokale erhvervsliv har holdt møde med transportminister Benny Engelbrecht, hvor flere ønsker blev afleveret.
Da politikere fra Region Sjælland, de 17 kommuner i regionen samt repræsentanter fra det lokale erhvervsliv og fagbevægelserne fredag mødtes med transportminister Benny Engelbrecht om de kommende års infrastruktur i området, kom der tre meget konkrete ønsker på bordet.
I prioriteret rækkefølge fik transportministeren fremlagt kommunernes og regionens ønsker, og på toppen af listen står en opførelse af motorveje til Kalundborg og Næstved.
»Motorvej til Kalundborg og Næstved er vores fælles og absolutte topprioritet, som alle kommuner i Region Sjælland og regionen står bag,« siger regionsrådsformand Heino Knudsen i en pressemeddelelse.
De 17 sjællandske kommuner og regionen står sammen om deres ønsker på trafikområdet efter jysk forbillede, hvor en række politikere på tværs af partier for årtier siden gik sammen om at få afsat penge til at opføre forskellige nye motorveje i Jylland.
Kalundborgs borgmester, Martin Damm, har tidligere refereret til det sjællandske samarbejde som den ”sjællandske trafikmafia” med henvisning til, at man vil forsøge at gøre de jyske politikere kunsten efter for at få bygget ny infrastruktur.
Både motorvejen mellem Næstved og Rønnede samt færdiggørelsen af motorvejen til Kalundborg har været planlagt i mange år og så i 2019 ud til at blive en realitet - men trafikforliget blev senere annulleret, og den endelige beslutning om at bygge vejene er derfor endnu ikke taget.
De sjællandske politikere har nu lagt øget pres på transportministeren og andre folketingspolitikere for at få det til at ske.
»Vi har i dag et velfungerende erhvervsliv med en række store virksomheder, et stort arbejdskraftopland og en stærkt stigende pendling til og fra området. Men tålmodigheden er ved at slippe op, og vi hører oftere og oftere, at fortsatte investeringer i vores område forudsætter, at der sker noget seriøst med den helt utilstrækkelige infrastruktur,« siger Kim Holmberg, der er finansdirektør for virksomheden Ardagh Glass Holmegård, den største private arbejdsplads Næstved, i en pressemeddelelse.
Kalundborgmotorvejen er allerede delvist færdig, men der mangler en strækning på 28 kilometer det sidste stykke til byen. Det vil koste anslåede 1,9 mia. kr. at færdiggøre motorvejen. Strækningen mellem Rønnede og Næstved er 15 kilometer og vil anslået koste 1,5 mia. kr.
På listen over ønsker fra Region Sjælland står også hurtigere tog, bl.a. ved at indføre en sjællandsk timemodel, flere direkte tog til dele af Sjælland fra København og lufthavnen i Kastrup samt flere afgange på udvalgte strækninger.
Den tredje prioritet er en tværmotorvej fra Næstved over Slagelse og til Kalundborg.
Transportminister Benny Engelbrecht vil ikke love sjællænderne noget, men anerkender den fælles indsats og perspektiverne i motorvejsforbindelserne.
»Jeg vil godt anerkende, at på et område, hvor der normalt er mange forskellige interesser på spil, der er man enige om, hvad man vil. Og jeg vil godt rose den tydelighed, der er i prioriteringerne,« siger Benny Engelbrecht ifølge Sjællandske.
Mødet, der blev holdt virtuelt, var en optakt til Folketingets kommende forhandlinger om infrastruktur og grøn mobilitet, som flere aktører i forskellige landsdele nu kommer med ønsker til.