Indsatsgruppen anbefaler nærmest fuld genåbning på Bornholm
Bliver eksperternes råd fulgt, er der ikke meget tilbage, der er lukket på Bornholm. Den politiske beslutning er dog endnu ikke taget.
Regeringens ekspertgruppe kom mandag med anbefalinger til, hvordan og hvilke coronarestriktioner der skal lempes, når de nuværende udløber med udgangen af denne uge.
Tirsdag skal anbefalingerne drøftes politisk, inden der træffes en beslutning.
Og det generelle billede er, at der landet over er plads til at lempe restriktionerne. Men ét sted i landet er smittetallene så lave, at gruppen anbefaler en nærmest total åbning af samfundet.
Bornholm har ifølge Statens Serum Instituts statistikker de seneste syv dage kun registreret fem tilfælde af covid-19, og det giver et incidenstal på 12,7. Incidenstallet viser antallet af smittede pr. 100.000 indbyggere over en uge.
Udover den nationale genåbning for butikker op til 5000 kvadratmeter anbefaler ekspertgruppen en række lempelser på øen.
Det vil betyde, at alle grundskoler, efterskoler og klubtilbud ifølge anbefalingerne kan åbnes.
Det samme gælder for alle øvrige uddannelser - både ungdoms-, voksen- og videregåendeuddannelser samt højskoler.
Endelig kan liberale erhverv åbnes, hvis der bliver indført krav om mundbind.
Og endelig kan bornholmerne se frem til lidt mere selskab, da gruppen vil tillade, at forsamlingsforbuddet hæves fra 5 til 10 personer.
Med lempelserne følger dog også en række forudsætninger om, at alle bornholmere skal testes en gang om ugen.
Visse grupper skal dog testes to gange om ugen.
Desuden skal man kunne fremvise en negativ test ved rejser til eller fra Bornholm, ligesom dokumentation for negativ test eller for vaccination skal medbringes af kunder i de liberale erhverv..
De mulige genåbninger glæder borgmester Thomas Thors (A), som især hæfter sig ved, at alle skoler og uddannelser på øen står til at åbne.
»Mit udgangspunkt har hele tiden været, at vi skal leve op til myndighedernes anbefalinger til punkt og prikke. Og vi tager med glæde imod, at vi nu kan åbne. Det er vigtigt for vores samfund at vi kan åbne mere. Og det er især godt, at skolerne kan åbne. Det er stort for os,« siger Thomas Thors.
Bornholmerne har den seneste tid haft store udfordringer med at komme til og fra øen, da rejsen over Sverige har været besværliggjort af svenske restriktioner.
Borgmesteren ser dog også udfordringer i forbindelse med en genåbning, da den vil kræve, at alle bornholmere bliver testet ugentligt.
Han forventer, at der skal laves to testeder ud over det allerede eksisterende i Rønne. Og de skal gerne placeres andre steder på øen.
»Vi bliver en form for test-ø på genåbningerne, og det har vi tænkt os at leve op til,« siger Thomas Thors.