Fortsæt til indhold
Indland

Se kortet: Her er blokerer isen skibsfarten

Tykke, drivende flager og is i op til 70 centimeters tykkelse kan genere skibsfarten.

Vinteren har for alvor bidt sig fast.

Rundt om i landet er fjorde og havne frosset til, og det giver udfordringer for skibstrafikken.

I Limfjorden er der problemer flere steder. Øst for Løgstør har man måttet indstille sejladsen. Her er isen nemlig op til 70 centimeter tyk, skriver Forsvaret, der dagligt opdaterer om den aktuelle situation via sin ismeldetjeneste.

I Skive Havn er der behov for isbryderhjælp, hvis man ikke har et stærkt bygget skib, som er egnet til sejlads i is og har god maskinkraft, melder Forsvaret på sin hjemmeside. Også i Randers, Odense samt ved Præstø kan det være vanskeligt eller farligt at sejle.

Ved Karrebæksminde og Skælskør er der tæt drivis i form af små- og mellemstore isflager, men ikke nok til at genere skibene. Lolland Falster og Bornholm har fået rigelige mængder sne, men betegnes i istjenesten som isfri.

Læs mere om issituationen i dansk farvand på kortene herunder:

Forsvarets ismeldetjeneste bygger på 240 daglige rapporter fra observatører over hele landet, der melder ind til Søværnskommandoen om øjebliksbilledet.

De danske bjørne

Flere steder - i Skive og Vejle Havn - kan man kun benytte stærkt byggede skibe med god maskinkraft. Ellers skal der assistance til fra en isbryder. Det er skibsfarten selv, der skal skaffe og betale for isbryderhjælp.

I gamle dage havde det været en opgave for de danske bjørne. Isbryderne tjente under Søværnets isbrydertjeneste, der blev nedlagt i 2012. Der skulle spares 1,4 mia. kr. på Forsvarets budget, og isbryderne havde desuden ikke haft nævneværdigt travlt i Kong Vinters regeringsperioder.

Så de tre stolte isbrydere er for længst gået på pension. Danbjørn (1965), Isbjørn (1966) og Thorbjørn (1980) rådede over hhv. 10.500 og 7.000 bjørnekræfter.

De danske bjørne gjorde engang tjeneste under Forsvaret og hjalp med at bryde is. Foto: Christian Klindt Sølbeck

Der fandtes en fjerde isbryder, Elbjørn. Den blev tog taget fra bestilling allerede i 1996, da generatoren sprang i luften. Skibet fik nyt liv som restaurant i Aalborg. Siden gik selskabet bag dog konkurs, og Elbjørn udbudt til skrot.

Isbjørn og Danbjørn tilbringer deres otium ved kajen i Hals, men de skal ligeledes udbydes til ophugning, da det ikke er lykkedes Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse at få dem afsat til videre drift. Tilbuddet lød ellers, at man kunne tage to for 30 mio. kr.

Hvad angår Thorbjørn, har isbryderen gjort tjeneste som uvirksom attraktion i Svendborg, siden den blev købt af rederiet Nordane i 2015.

Artiklens emner
Vejret