Flere er varetægtsfængslet i mulig terrorsag
Mindst fem personer er blevet varetægtsfængslet i en mulig terrorsag efter en politiaktion i Holbæk i weekenden. Sagen er belagt med megen hemmelighed og er blevet behandlet bag dobbeltlukkede døre, så end ikke sigtelsen i sagen er kendt. Men gerningskoden i sagens journalnummer henviser til terrorparagraffen – §114 i straffeloven.
Midt- og Vestsjællands Politi, som forestod weekendens politiaktion, har ingen kommentarer.
Søndag blev syv personer – tre kvinder og fire mænd – fremstillet i grundlovsforhør i sagen ved Retten i Roskilde. Det fremgår af et ekstrakt af retsbogen, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i. Seks af de syv sigtede nægtede sig skyldige. Den syvende afviste at udtale sig.
De er alle omfattet af navneforbud i sagen, hvor der var indkaldt to tolke, en af de sigtede mænd ankom iført transportbælte, og der var ifølge retsbogen 15-20 betjente til stede ved grundlovsforhøret i Roskilde.
To grundlovsforhør
De syv personer blev anholdt lørdag mellem kl. 18.38 og kl. 19.17. Samme dag ransagede politiet to adresser i Holbæk – hhv. en lejlighed i Apotekerhaven og en villa på Anders Larsensvej.
Fem personer blev søndag varetægtsfængslet til den 2. marts. Alle fem blev ifølge retsbogen varetægtsfængslet med henvisning til risiko for, at de på fri fod kan hindre sagens opklaring, fjerne spor eller lignende. To af de fem blev endvidere varetægtsfængslet for at forhindre dem i at stikke af.
To af de syv blev ikke varetægtsfængslet søndag, men forblev anholdt.
Grundlovsforhøret varede til kl. 01.30 natten til mandag, da sagen blev udsat. Ifølge retslisten blev der mandag aften afviklet endnu et grundlovsforhør i sagen, denne gang ved Retten i Holbæk. Jyllands-Posten har forgæves forsøgt at få indsigt i retsbogen fra det grundlovsforhør.