Fortsæt til indhold
Indland

Ven til tiltalte betjente i Tibetsagen: Politiet har i årevis grebet ind

Alle andre vender blikket væk. To politifolk er ladt i stikken af systemet, siger politikommissær.

/ritzau/

I mange år har politiet helt rutinemæssigt bøjet Grundloven og krænket borgernes ret til at ytre sig under officielle kinesiske besøg.

Og politiet har også grebet ind under besøg af præsident Barack Obama, ved Folketingets åbning og i andre situationer.

Det er budskabet i et dokument, som politikommissær Lars Lundberg fra Københavns Politi har skrevet. Det vises frem på skærmene torsdag i Tibetkommissionen, der undersøger, om borgernes ret til at demonstrere og ytre sig blev trådt under fode ved officielle kinesiske besøg.

Overskriften er "En tænkt situation". Det handler om hans to nære venner, en vicepolitiinspektør og en politikommissær, som begge er tiltalt for at have løjet for en dommer tilbage i 2013 om besøget af den kinesiske præsident året før.

"En tænkt situation" beskriver, at hans to bekendte, Claus Hjelm Olsen og Henrik Orye, ikke kunne fortælle sandheden om den mangeårige praksis, da de blev afhørt i retten - om for eksempel fratagelse af flag og afskærmning af en demonstration.

De ville komme i problemer, hvis de begyndte at forklare, at de måske havde været for nidkære, og at politiet i en eller anden grad har bøjet Grundloven og ytringsfriheden "gennem mange år". Dermed ville hele Københavns Politi og de selv komme til at "stå i et dårligt lys", hedder det.

Torsdag afhøres Lars Lundberg om sin skrivelse, som er blevet delt med to bekendte, der er i fedtefadet med en straffesag og i øvrigt er blevet forflyttet.

- Der er jo ikke noget forkert i det, bemærker Lars Lundberg om indholdet. Henrik Orye bad ham om at formulere dokumentet, oplyser han.

- De to bliver hængt til tørre, alle andre vender blikket væk, ingen kender noget til noget, siger han om kammeraternes situation.

Politiet fik ingen konkret generel ordre om indgrebene, fremgår det af dokumentet. Men begrundelsen var frygten for at genere kinesiske ledere og dermed bringe handelsaftaler for milliarder i fare, lyder det.

Claus Hjelm Olsen skal afhøres fredag. Henrik Orye har derimod ikke ønsket at stille op i Tibetkommissionen på ny.

Da mændene blev afhørt af Den Uafhængige Politiklagemyndighed og af den oprindelige Tibetkommission, nævnte ingen af dem, at der var en mangeårig tradition for indgreb.

Og netop dette faktum er noget, som kommissionens udspørger undrer sig over. Hvis de to oprindeligt havde fortalt om en sådan langvarig praksis, kunne statskassen være blevet sparet for millioner af kroner til efterforskning og Tibetkommissionen, bemærker advokat Jakob Lund Poulsen.

Hvis det var en sædvane, var det så ikke klart, at de kunne have fortalt det, spørger han politikommissæren.

- Det kommer an på, om man taler sig ind i, at alt, man har gjort i sit politiliv, er forkert, siger Lars Lundberg.