Tidl. formand for Jyllands-Posten og TV 2, Niels Boserup, er død
Niels Boserup var en væsentlig drivkraft i udviklingen af Jyllands-Postens erhvervsdækning.
Tidligere administrerende direktør for Københavns Lufthavn og formand for bl.a. Jyllands-Posten og TV 2, Niels Boserup, er død, 77 år. Det skriver berlingske.
Niels Boserup var uddannet journalist og fik en flot karriere i dansk erhvervsliv. Som nyuddannet journalist blev han ansat på Jyllands-Posten i 1970'erne, hvor han hurtigt avancerede til erhvervsredaktør og redaktionschef. Her var han en væsentlig drivkraft i at opbygge avisens stærke profilering på erhvervsdækningen. Efter seks år på avisen trak livet på den anden side af erhvervslivet i ham, og han blev informationschef og senere underdirektør i skibsværftet Burmeister & Wain.
Tiden på Jyllands-Posten var dog langtfra spildt for Boserup, da han kunne bruge sine cheferfaringer i erhvervslivet.
»Jobbet var som at køre en racerbil uden bremser. Der er kun én ting at gøre, nemlig at styre. Her lærte jeg at træffe beslutninger og stå ved dem,« som han sagde.
Det viste sig, at Boserup havde sans for at styre. I 1991 førte det ham til jobbet som adm. direktør for Københavns Lufthavne, efter at han havde været igennem direktionsgangene i Codan og Fjerde Søforsikring.
Niels Boserup endte med at være direktør for Københavns Lufthavne i 16 år frem til 2007.
Selv om tiden i lufthavnen til tider var kaotisk, var den også succesfuld. Med Boserup i spidsen blev Kastrup kåret som Europas mest effektive lufthavn.
I 1995 blev Niels Boserup medlem af bestyrelsen for Jyllands-Posten A/S, og var i årene fra 1998 til 2002 formand. Han var således formand for Jyllands-Posten, da de første forhandlinger med Politikens Hus fandt sted og efterfølgende førte til en fusion mellem de to mediehuse. Han varetog desuden i løbet af sin karriere en lang række bestyrelsesposter i andre virksomheder.
Siden blev han formand for TV 2, hvor han blev udsat for kritik, både fra politikere og medier. Det var dog under hans ledelse, at nyhedskanalen TV 2 News blev født.
Niels Boserup var i mange år bestyrelsesmedlem i William Demant, og i 2008 overtog han formandsposten i Oticon Fonden.
Niels Boserup har været drivkraften bag mange store projekter, og han lægger ikke skjul på, at hans succes skyldtes held samt en tankegang, han havde hentet i historiebøgerne.
»Et af mine store forbilleder er Churchill. Han var verdensmester i at skaffe informationer, og så turde han handle på 80 procent fakta og 20 procent usikkerhed. Selvom der i de 20 procent kan ligge noget, som man egentlig meget, meget gerne skulle vide, så er ulempen ved at vente for længe og ikke handle på de 80 procent, som man nemt kan samle sammen, at andre når at handle først. Sådan gjorde Churchill, og det gør jeg også. Det bør enhver moderne virksomhedsleder gøre,« lød Niels Boserups ledelelsesfilosofi.